Kulturmødet 2017: Årets vigtigste begivenhed for Danmarks kulturliv

Politik

14/08/2017 07:00

Christian Have

Fra den 24. til 26. august afholdes Kulturmødet på Mors for femte gang. Via temaet 'At lukke op' sættes der i højere grad end nogensinde fokus på kunsten og kulturens rolle i at sikre og udvikle den globale sammenhængskraft.

Det startede i 2013 med 7.000 engagerede deltagere, der forstod vigtigheden af at sætte kulturen højt på den nationale dagsorden.

Både menige danskere og meningsdannere som Clement Kjersgaard, Thomas Blachman, Sørine Gotfredsen, Jørgen Leth, Elsebeth Gerner Nielsen og Michael Christiansen tog turen til Mors og sikrede en stærk og mindeværdig første udgave af Kulturmødet.

Siden da har det grebet om sig. Sidste år var der hele 20.000 deltagere, og når Kulturmødet i år afholdes for femte gang – fra den 24. til 26. august – vil der være mere end 400 oplevelser og begivenheder på det tætpakkede program.

Det består af en nøje kurateret kombination af samtaler med en bred vifte af kunstnere, kulturaktører, politikere, erhvervsfolk og andre meningsdannere samt en stort anlagt kulturfestival med masser af oplevelser og aktiviteter. Over 100 medier forventes at dække Kulturmødet.

Fokus på den globale sammenhængskraft

Årets tema er At lukke op, og i højere grad end nogensinde før vil Kulturmødet have et internationalt fokus.

Det skyldes frem for alt den globale udvikling, der med Brexit og amerikanernes valg af Donald Trump netop har gjort verden mindre åben. Og ifølge arrangørerne er der således et særligt stort behov for, at vi diskuterer kunsten og kulturens rolle i at sikre og udvikle den globale sammenhængskraft.

Temaet vil udfolde sig under de følgende fem overskrifter:

· Det nære og det fjerne
Verden bliver større og større – og mindre og mindre. Forstået sådan, at det enkelte menneskes oplevelsespotentiale og mulighederne for samarbejde og sameksistens bliver større, medens afstanden til dem bliver mindre.

· At kommunikere = at gøre fælles
Den gode, gammeldags samtale er igen – i nye former - kommet på mode som middel til samarbejde og sameksistens. Hvordan kan vi udvikle samtalen – også̊ globalt – så den bliver mere og andet end ord og gode viljer? Hvordan overskrides sproglige og kulturelle grænser? Hvilke midler kan tages i brug eller opfindes til at gøre samtalen til handling og holdning?

· Kunst som medskaber
Uanset hvordan man mener at verden er blevet til, er dens 7.000.000.000 beboere til stadighed medskabere af den – og mennesker har været gode til at opfinde redskaber til overlevelse og udvikling. Ud over ild og hjul har dét, vi i dag kalder kunst og religion, åndelige eller ”bløde” værdier, været blandt de tidligste redskaber. Først senere kom politik, som vi kender det i dag, til.

· Kultur som drivkraft
I en tid og i et land, hvor meninger og holdninger brydes mere end i årtier og hvor det kan være vanskeligt at få øje på sammenhængene, burde man måske se kulturen som en drivkraft for samfundet, mere end en cementerende faktor. Hvordan kan kulturen nyttes bedre i samfundsudviklingen? Kan kulturen hente inspiration i kunsten og dens grænseløse og ofte revolutionerende udtryk? Er kulturen blevet global, mere end national?

· Kulturmødet lukker op – til kulturlivet, til internettet, til kunstnerne
Hvor skal vi hen? Og hvordan kommer vi der? er to af de grundlæggende spørgsmål for Kulturmødet. Kulturmødet er holdning der fører til handling. Derfor indbyder Kulturmødet alle interesserede til Optakt-møder, til deltagelse i Facebook-gruppen Kulturlaboratoriet, og gennem et open call alle kunstnere til at forholde sig til årets hovedtema.

De unge har en særlig plads på Kulturmødet

Foruden den globale udvikling vil Kulturmødet desuden også sætte fokus på emner som Corporate Cultural Responsibility og det forestående kommunalvalg – samt de seneste strømninger inden for kunst og kultur.

Sidstnævnte sker ikke mindst via det store antal unge mennesker, der deltager i Kulturmødet, og som ved Kulturfjorden skaber deres helt egen unikke område, hvor de vil give deres bud på, hvordan Kulturmødet kan tage sig ud i fremtiden.

Selv har jeg fornøjelsen af at være blandt årets moderatorer – side om side med blandt andre Ane Cortzen, Helle Solvang, Clement Kjersgaard, Hassan Preisler og Mette Walsted Vestergaard. Og herfra skal lyde en stor opfordring til alle danskere om at tage turen til Mors.

Jo større mangfoldighed, jo stærkere bliver debatten.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.