I Gribskov kommune har borgmesteren gjort sig til smagsdommer og på Christiansborg har ældreministeren fundet 400 millioner kroner til nye kommunale køkkener.
Jeg er helt opmærksom på, at når jeg blander mig i dette område stikker jeg hånden i en hvepserede af labile politiske bundlinjer, men når man lige tænker over den energi der politisk bruges på begrebet ”ældremad”, så synes jeg det er på tide, at vi fornyer tilgangen og tænker i tidssvarende løsningsmodeller frem for mere af det samme.
Ældremad - hvad er dog det for et udtryk?
Alene det at kalde det ældremad er ude af trit med nutidig virkelighed. Fakta er, at rigtig mange yngre funktionsnedsatte mennesker, fx handicappede som ikke er i folkepensionsalderen, også har tilbuddet om at modtage den såkaldte ”ældremad” mod betaling. Et eller andet sted så har man, hvad enten det er lokalpolitisk eller landspolitisk, skudt over målet eller helt ved siden af skiven ved at komme med gamle løsningsforslag på kendte udfordringer.
Læs mere af Steen Houmark
Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer: den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer - de sidste syv år som selvstændig rådgiver - som han deler ud af på DenOffentlige.
Læs flere artikler af Steen Houmark her.
Hvordan sikre vi at mennesker, der er visiteret til den kommunale madservice får både kvalitet og valgmuligheder mht. retter, smagsoplevelse og leverance, så det i rimeligt omfang sidestiller dem med os, der selv laver eller bestiller maden udefra?
LÆS OGSÅ INTERVIEW med Kost & Ernæringsforbundets formand
Jeg er her helt enig i, at mennesker der modtager hjælp fra den kommunale madservice skal have god og ordentlig mad, men hvad er så lige det, og hvordan er det vi igennem de sidste mange år har administreret området?
Vi har gjort meget for at skabe bedre balance mellem kvalitet og omkostninger
Tilbage i 1990-erne medvirkede jeg til konkurrenceudsættelse af mad til kommunens hjemmepleje. Baggrunden var den enkle, at man fra politisk hold var utilfreds med så vel kvalitet som omkostningsniveau. Det ene var lavt og det andet højt. I nullerne indførte vi frit valg mellem leverandører af mad til borgere i hjemmeplejen. Her var sigtet lidt det samme med den forskel, at man også ønskede at sprede nuancerne, herunder øge udbuddet af retter borgeren kunne vælge i mellem. Man gav altså flere valgmuligheder til borgerne der var visiteret til mad. Det skete ud fra flere aspekter bl.a. en erkendelse af, at hvert køkken har sin egen stil og ”smag”, så man skulle have mulighed for at skifte leverandør alene ud fra et ønske om forandring i duft og smag uden at kvaliteten gik ned. Grundlæggende et ønske om at nivellere uligheden mellem de der ikke var visiterede og selv kunne variere maden i eget køkken, og så dem der skulle have det fra et produktionskøkken med en mere ensartet stil.
Vores nuværende løsninger er låst fast i et bureaukrati fra en anden tid
Borgerens indflydelse på hvad han eller hun vil have at spise er i dag, mange steder, låst fast i et bestillingsbureaukrati fra en anden tid. Det varierer lidt hen over landet, men borgerne der er visiteret til madservice skal bestille deres mad i god tid ud fra menulister. Impulsiviteten er kraftigt reduceret. Bestillingsvarslet varierer, trods den teknologiske udvikling, helt op til en måned. Det betyder at borgere, og her skal vi tænke på, at de er blandt de funktionelt svageste, skal se ud i fremtiden og bestille mad til fx 14 dage ad gangen. Jeg beder lige læseren overveje hvor interessant, fleksibelt og valgfrit det ville blive betragtet, hvis det var os der skulle bestille mad så langt ud i fremtiden?
Borgeren er stavnsbundet uden ligeværdige shoppemuligheder
Samtidig med at man taler om værdighedspolitikker, hvor man gang på gang kundgør, at man så vidt muligt skal skabe lige vilkår trods ulige udgangspunkter, så kan vi se, at samfundet uden om de svageste borgere er accelereret mht. service og indkøbsmuligheder ikke mindst pga den teknologiske udvikling. Det er en udvikling jeg slet ikke kan se har smittet tilsvarende af på den kommunale madservice. Borgeren er mange steder låst fast til den leverandør han eller hun nu har valgt grundet det frie valg. Jo naturligvis kan borgeren skifte leverandør, men først efter behørigt varsel. Det betyder, at borgeren heller ikke kan shoppe rundt hos den anden leverandør, hvis der nu var en ret på dennes menukort som tiltalte borgeren særligt. Her skal vi så lige huske på, at borgeren betaler hovedparten af maden selv, men borgeren er altså begrænset i sin ret til at vælge. Det skal man sætte i perspektiv af at flere undersøgelser viser, at oplevelsen af værdighed og livskvalitet stiger i takt med vores oplevelse af frihed og selvbestemmelse.
Madkvaliteten og smagsoplevelsen kan ikke sættes på en samlet formel
I den sidste måned har borgmesteren i Gribskov kommune været smagsdommer ift. til den mad han selv har ansvaret for er købt ind til borgerne, og han har givet maden 4 ud af 5 mulige point, men er det nu godt, at det en politiker der er smagsdommer? Det har nogen i Gribskov Kommune haft en mening om, og derfor har man da også fundet en traditionel løsning og nedsat et brugerråd som skal vurdere maden. Men hør lige hvilket formål tjener det?
Jeg har nu i 10 – 15 år på halvprofessionelt plan været kogekone og min erfaring er, at mad og mening om mad er næsten ligeså forskellig som mennesker. Det kunne måske være meget godt med et smagspanel, hvis der var tale om en homogen gruppe af mennesker, med samme baggrund mht. fx livserfaring, alder, funktionsnedsættelser og meget mere som de havde til fælles. Situationen er dog den, at mennesker der er bevilliget kommunal madservice er ligeså forskellige som dem der bor på min vej. Når jeg går en tur, kan jeg hver aften dufte en del forskellige køkkener og jeg ved fra vejfester o.l. at vi har meget forskellige smag, forstået således at vi næppe ville blive enige om hvad der var god og mindre god smag. Min pointe er, at hverken borgmestre eller brugerråd er nogen garanti for ”den rigtige” evaluering af noget så individuelt oplevet som mad og smag.
Drop smagsdommerrollen og centrale puljer til fastlåste løsningsmodeller
Måske politikerne, hvad enten de er borgmestre eller ministre, skulle vende tilgangen til den kommunale madservice lidt på hovedet. Frem for at lege smagsdommer eller lave nye kommunale produktionskøkkener, som vi kapacitetsmæssigt hverken har brug for eller råd til at drive, så skulle man politisk modernisere det vi kender som ”ældremad”.
Kommunernes kravsspecificeringer reducere udnyttelsesgraden af en kæmpe køkkenkapacitet
Den nuværende lovgivning gør bl.a. at den kommunale madservice skal beskrives i såkaldte kvalitetsstandarder. Hvis man har læst en af dem, vil man hurtigt finde ud af, at de bl.a. er lavet for at sikre, at borgeren hver gang modtager en præcis mængde af proteiner, vitaminer, mineraler og andre gode sager fuldstændig og næsten på gram i tråd med de officielle kostråd fra fødevarestyrelsen. Det udsætter vi dagligt de visiterede borgere for, medens vi selv næppe lever så rigtigt og strømlinet.
Det burde der jo ikke være noget galt i? Nej, men ingen mennesker har lyst og overskud til dagligt, at spise efter fødevarestyrelsens anbefalinger. Det kan man bare spørge en række unge med diabetes om. Min pointe er, at mad til visiterede borger har fået et stærkt formynderisk præg og det kan man så argumentere for eller i mod. Men en anden ting det gør er, at det reducere mulighederne for at andre leverandører end de meget store produktionskøkkener kan levere mad til borgerne. Alene pga. den kravsspecificering der ligger i de kommunale kvalitetsstandarder. Konsekvensen af dette er at valgmulighederne for retter, smag og variation er meget ringere end for borgere i det omgivende samfund.
Ingen garanti for at nye kommunale køkkener giver bedre mad
Ministeren har afsat 400 millioner kroner til nye køkkener i kommunerne og det er jo ganske godt, at man fra statens side gerne vil medvirke til ordentlig mad til nogen af samfundets svageste. Der er blot ingen evidens eller garanti for at nye kommunale køkkener giver bedre mad mht. fx smag, tilberedning, variation og udseende. Hertil kommer at Danmark, hvis vi lægger alle køkkenerne fra den offentlige og private sektor sammen, antageligvis dagligt ville kunne levere mad til samtlige husstande i Danmark.
Stop formynderiet! – Tænk ud af boxen, der er masser af muligheder for andre løsninger
Min pointe er, at vi ikke har brug for flere og nyere køkkener, men når vi nu taler køkkener så kunne staten jo i innovationens tegn bruge nogen af de mange millioner til at etablere et målrettet innovations- og disruption-projekt. Her kunne man fx arbejde med noget der mindede om en Just Eat-platform for visiterede borgere i hjemmeplejen. Altså operationalisere noget af den uforbrugte kapacitet og mangfoldighed mht. smag, variation m.m. der så ville blive tilgængelig, hvis private og offentlige køkkener kunne tilslutte sig platformen uden for mange kravsspecificerende begrænsninger. Det ville naturligvis dels kræve en lovændring, men også en holdningsændring, hvor man indtog en knapt så formynderisk indstilling fx ift. madens nærende sammensætning ud fra en betragtning om at borgerne har det bedst med at være ”kaptajn for eget liv”.
Jeg er med på, at dette forslag projektmæssigt er ubeskrevet og at det ville rejse en række dilemmaer og udfordringer ift. hvordan vi anskuer kommunal madservice som så skulle løses, men modsat løsningen med mere af det samme, så vil en nytænkning af kommunal madservice kræve, at vi slap reptil-refleksen og tænkte ud af boxen.
En offentlig Just-Eat-platform kunne understøttes af eksisterende logistikvirksomheder
En af de mere iøjnefaldende udfordringer, der ville opstå i kølvandet på en ”Just-Eat-platform”, vil antageligvis handle om distribution. Det vil være dyrt for særligt de mindre madproducenter, som nu ville være et bredt udsnit af lokale restauranter o.l., hvis de hver især skulle sørge for en lille vogn, der kørte rundt med mad til borgerne.
En anden ting ville være den øgede trængsel på gader og stræder på særlige tidspunkter af døgnet og endelig ville det ikke være godt for miljøet ift. Co2 udslip. Men frem for at skyde ideerne ned anbefaler jeg, at man tænker uden for de traditionelle løsningsmodeller.
En mulighed kunne i denne sammenhæng være, at man fra statens side allierede sig med Post Nord (tidl. Post Danmark) og koblede sig til denne distributørs landsdækkende netværk. Her skal man lige have in mente, at posten jo sidder oven på et ekstremt fintmasket stykke infrastruktur, som rækker helt ud i de fleste afkroge af Danmark. Et stykke infrastruktur staten allerede har finansieret. Andre store distributions leverandører vil givet kunne det samme, så man undgik en monopolsituation. Min pointe er her, at man måske også kan have en samfundsmæssig gevinst af at nytænke distributionen af kommunal madservice. Situationen er nemlig den, at man af historiske årsager ofte binder madproduktion og distribution sammen, når den kommunale madservice udbydes. En adskillelse ville her bl.a. kunne give: Mulig reduceret trængsel og dermed reduceret risiko for ulykker, reduceret Co2 udslip og potentiel mulighed for at flere madproducenter kunne koble sig til en offentlig Just-Eat-platform uden at skulle tænke i distribution og logistik, som alt andet lige er uden for deres kernekompetence.
