Foto: Carsten Lundager
Foto: Carsten Lundager

Ny version af bibelen på vej

Kultur

19/01/2023 08:22

J. Bøgen

Den sidste version er fra før, DVD-afspillere blev populære.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tænk godt 30 år tilbage: Berlinmuren falder, "E-post" kommer på Dansk Sprognævns liste over nye ord, og DVD-afspillere er endnu ikke introduceret i danske hjem.

Det er også godt 30 år siden – helt præcis i 1992 – at Det Danske Bibelselskab udgav den nuværende autoriserede udgave af Bibelen. Men selvom kristendommen arbejder med evigheden som horisont, står tiden ikke stille.

Siden 1992 har både videnskaben, sproget, traditionen og kulturen udviklet sig. Eksempelvis har betydningen af "at spotte Gud" flyttet sig. For handler det om at håne ham eller om at få øje på ham?

Derfor går Bibelselskabet – med afsæt i en bevilling på 16 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond – nu i gang med en helt ny autoriseret oversættelse af Bibelen, så danskerne i de kommende år får en bibeloversættelse i et opdateret sprog.

Målet er, at den nye oversættelse af Bibelen er klar i 2036, som også er 500-året for reformationen i Danmark. En reformation, som blandt andet var startskuddet til, at Bibelen blev oversat til de nationale sprog.

Det skriver Bibelselskabet i en pressemeddelelse.

Et samfundsrelevant projekt

Siden den første danske oversættelse i 1550 har Bibelen haft afgørende indflydelse på, hvordan vi ser på hinanden og på verden.

"De bibelske fortællinger og værdier ligger så dybt i os, at vi ofte ikke er opmærksomme på dem,” siger Peder Ø. Andreasen, formand for Bibelselskabets bestyrelse. ”Men hvad ville socialomsorgen være uden lignelsen om den barmhjertige samaritaner? Hvordan ville vi se på hinanden, hvis ikke Bibelen havde fortalt os, at ethvert menneske er skabt med værdighed? Og hvordan ville det se ud med arbejdsetikken, hvis ikke det var for Jesu lignelser om de betroede talenter?"

Derfor er der igen og igen brug for at oversætte Bibelen og styrke kendskabet til de fortællinger, der binder det danske samfund sammen.

"Mister vi dem, mister vi os selv," siger Peder Ø. Andreasen og fortsætter:

"En ny bibeloversættelse skal være til glæde, til tro, til besindelse, til fællesskab – til os som land og folk."

Et samlende projekt

I al sin mangfoldighed er Bibelen en levende størrelse og har vist sin vitalitet gennem århundrederne. Netop oplevelsen af "det levende ord" forener derfor mennesker på tværs af tider, kulturer, tro og livssyn.

En ny bibeloversættelse er også på anden vis et samlende projekt. Her mødes en lang række fagligheder om at tilvejebringe den mest præcise og dynamiske oversættelse fra de klassiske sprog til et nutidigt dansk med en tidløs fornemmelse, der gerne skal holde i 40-50 år.

Det har afgørende betydning for både de tre fjerdedele af danskerne, der er medlemmer af folkekirken, og for medlemmer af alle de andre kirkesamfund, der benytter sig af den autoriserede bibeloversættelse. Ligesom Bibelen kan give mening som inspirationskilde for enhver uanset religiøst ståsted.

Endelig er en ny bibeloversættelse kulturelt samlende, mener generalsekretær i Bibelselskabet Johannes Baun:

"Bibelen er relevant for enhver, der er interesseret i vores religiøse, sproglige og samfundsmæssige arv. Den kan kaste lys på historien, spejle nutiden og give pejlemærker for fremtiden. Når man har så stor en arv i bagagen, har man meget at trække på, både individuelt og som fællesskab."

Et krævende projekt

Et projekt, der løber over de næste 13 år, kræver grundige forberedelser, detaljeret planlægning – og midler. Med et samlet budget på 38,5 millioner kroner er økonomien et springende punkt.

Men med den generøse bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 16 millioner kroner har Bibelselskabet fået et stærkt udgangspunkt for at gå i gang.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.