Der er ikke noget, der tyder på, at danskerne kommer til at gå mindre i biografen i de kommende år, eller at danskernes forbrug af streamingtjenester påvirker biograferne negativt.
De danske biografer står nemlig til en vækst på hele 8 procent i 2025 og en årlig vækstrate på 4,8 procent mod 2028, viser PwC's Global Entertainment & Media Outlook 2024–2028.
"Senest melder biograferne, at de er kommet relativt godt igennem sommeren, særligt taget den hårde konkurrence med EM, Tour de France og OL i betragtning,” forklarer Leif Ulbæk Jensen, partner i PwC og ekspert i medie- og underholdningsindustrien, og fortsætter:
“Udover et attraktivt filmudbud med både interessante nationale og internationale produktioner, har biografernes evne til at vise eksklusive premierer også styrket deres position på markedet. Derudover nyder både danskerne og biograferne godt af nye medlemskaber og rabatordninger, som gør det mere attraktivt og økonomisk overkommeligt at gå i biografen regelmæssigt.”
PwC’s Global Entertainment & Media Outlook estimerer, at de danske biografer vil ramme en samlet omsætning fra salg af billetter og reklameindtægter på henholdsvis 161 mio. USD i 2024, 174 mio. USD i 2025 og 195 mio. USD i 2028.
Streamingtjenesterne skruer op for reklamerne
Det danske streamingmarked forventes at opleve en stabil, årlig gennemsnitlig vækst på 4 procent frem mod 2028. Væksten er især båret af øgede reklameindtægter, der estimeres at vokse med hele 14 procent i 2025, og som vokser med en gennemsnitlig årlig vækst på hele 11,6 procent.
“Konkurrencen om de danske streamingforbrugere er hård, og når markedet samtidig er relativt mættet, og og der til stadighed lanceres nye aktører, skal streamingtjenesterne tænke i andre baner for at sikre vækst. Vi ser flere og flere aktører, der indfører reklamer, både som en del af et abonnement, men også som en fast del af det at starte en serie eller film,” forklarer Leif Ulbæk Jensen og afslutter:
“Som forbruger kan man i nogle tilfælde betale sig fra reklamerne ved at vælge et dyrere abonnement, og i andre tilfælde er reklamerne en fast og uomgåelig del af streamingtjenesten. Som det ser ud nu, må man som forbruger blot vende sig til dem, fordi reklamerne kommer ikke til at forsvinde.”
Ifølge PwC’s Global Entertainment & Media Outlook estimeres det danske streamingmarkedet at ramme en omsætning på 1.185 mia. USD i 2024, 1.236 mia. USD i 2025 og 1.386 mia. USD i 2028.
PwC’s 25. årlige udgave af Global Entertainment & Media Outlook er en omfattende global analyse af privatforbrug og reklameudgifter. Den bygger på femårige historiske data og femårsprognoser samt kommentarer fra flere end 11 industrisegmenter i 53 lande og områder.