Ghettoen svarer igen

Medierne er flittige til at bringe billeder af almene boligområder med mange fattige og socialt udsatte.  Senest i serien ”blok på bistand”, som gav et fremragende indblik i, hvordan kommunerne skaber fattiggårde.  Politikere, som ikke  kan lide indvandrere, har udnævnt  områder med særligt mange  arbejdsløse (læs: indvandrere) til ghettoer.

Billederne passer, men tegner kun en del af virkeligheden. De fortæller ikke de nye historier som vokser frem.  Det er rigtigt at der bor mange fattige og mange børn og unge, som klarer sig skidt i skolen. Det er mange indvandrere. Der sker en koncentration i enkelte områder. Det er rigtigt at mere end halvdelen af de fattige børn i Danmark bor i almene boliger. I midten af 00’erne var det kun ¼. Så ja: der sker en koncentration. Men pas på med ordet ghetto. Det lyder som om folk bare går til og det passer bestemt ikke.

Siden 1990’erne har beboerne i de almene boliger organiseret og betalt sociale helhedsplaner, som virker langt bedre end de kommunale indsatser. Hvorfor? Fordi beboernes indsatser bygger på fællesskaber, eller som det hedder på nydansk: relationer, hvor kommunerne leverer usammenhængende serviceydelser, kontrol og sanktioner. Det er egentlig ikke så svært at forstå.

Giv opgaverne til dem, der kan løse dem

Det svære at forstå er, hvorfor Folketinget fortsætter med at læsse opgaver og ressourcer over til kommunerne og at vedtage mere kontrol, når de ikke løser opgaverne.  Hvorfor ikke give ansvaret og ressourcer til de, der løser opgaverne? Det er da en mere intelligent måde at bruge skatteborgernes penge på.  Hvorfor skal lejerne i de almen boliger betale to gange, først over skatten og bagefter over huslejen?

I en ny rapport: ”Ny strategi for vækst. EU 2020 strategien og de sociale 2020 mål” skriver cheføkonom Frans Clemmesen  fra Danske Almene Boliger:

Der har de senere år været en meget positiv udvikling blandt de unge i de mest udsatte boligområder, dvs. de 33 boligområder på regeringens liste over særligt udsatte boligområder. Ungdomskriminaliteten er ifølge tal fra Justitsministeriet næsten halveret, og ”karrieren” som kriminel er skiftet ud med en plads på uddannelsesbænken. … Næsten 1.000 flere unge i de 33 boligområder er kommet i gang med eller har afsluttet en uddannelse ud over grundskoleniveau. Udviklingen er ikke kun positiv for de unge selv, men vil fremadrettet spare samfundet og de offentlige finanser for milliardbeløb. Helt nye tal fra Skandiamodellen viser således, at samfundet sparer 15 mill. kr. pr ung person, der flyttes fra en ”karriere” i udkanten af samfundet til en fast arbejdsmarkedstilknytning. Såfremt det antages, at 1/3 af de 1.000 ekstra unge (dvs. 350 unge), der er kommet i gang med en uddannelse hermed flyttes væk fra et fremtidigt liv i udkanten af samfundet, tjener samfundet 4,5 mia. kr., mens de offentlige finanser sparer ca. 3 mia. kr. over disse personers livforløb. (Du kan læse hele rapporten her)

Hvad er det de almene boliger gør, som kommunerne ikke kan? Det er ikke raketvidenskab. Det er i en vis forstand noget så gammeldags som fagligt rådgivning af personer og grupper, som bare skal have støtte og måske behandling for at gennemføre det, de gerne vil. Noget som mange faggrupper lærer i uddannelse og efteruddannelse, men har svært ved at komme til at praktisere i jobbet som offentlig ansat.

Læs også: Bettina Post: Politikerne er umulige

Nærvær og fællesskab

Mange af de boligsociale indsatser er rettet imod de mest udsatte familier og deres børn. Bydelsmødre tager hånd om småbørnsfamilier, lektiecafeer fra nulte klasse til gymnasiet, introduktion i foreningslivet, fritidsklubber, lommepengejobs for de 12-13 årige, fritidsjobs i det private erhvervsliv for de lidt større, mentor ordninger osv. Arbejdet udføres i et samarbejde mellem boligorganisationer, frivillige organisationer, det lokale erhvervsliv, kommuner, politi, idrætsklubber, som giver børnene og de unge noget fornuftigt at lave og sikrer struktur på hverdagen. Det giver tryghed i boligområdet, og samtidig stiger børnenes og de unges chancer for at få en uddannelse.

Jamen, vil Kommunernes Landsforening sige, alt dette kan kommunerne også. Helt enig. De har gjort det mange gange i projekter. Men de har med lige så stor sikkerhed nedlagt samme indsatser i kommende budgetforlig eller ved omstruktureringer.

Pistolen for panden hvert fjerde år

De almene boliger har udviklet og forankret de sociale helhedsplaner siden 1990’erne, men ikke uden knaster. Planerne skal fornyes hvert fjerde år, næste gang i 2016. Først skal Folketinget beslutte de økonomiske rammer og målene. Dernæst skal kommunerne indgå kontrakter med lejerne om, hvordan samarbejdet mellem kommune og boligafdelingen skal foregå, underforstået: hvad kommunen vil bidrage med og på hvilke vilkår.  

Det er et besynderligt forløb, når man tager i betragtning af lejerne selv betaler omkring 90 % af udgifterne og lægger en masse frivilligt arbejde ind i at få det hele til at lykkes.

Hvorfor er der så ringe tillid blandt politikere og administrative ledere til at beboere i almene boliger kan og vil lave bedre løsninger?

Nu er det oven i købet dokumenteret, at ungdomskriminaliteten er halveret i de mest udsatte boligområder.  De unge uddanner sig. Det er jo det, der er meningen.