Mens vi venter på politikerne: Hjælp med at forberede en ny socialreform

Alle er enige om at samfundet skal hjælpe fattige og udsatte mennesker. Alle er også enige om, at det er bedre at  kunne forsørge sig selv end at leve af offentlig forsørgelse. Det står også i den Sociale Retssikkerhedslov: Alle har ret til hjælp indtil de kan forsørge sig selv. Alligevel står vi i dag med et social- og arbejdsmarkedssystem, hvor man skal være stærk for at komme ud igen. Som er dyrt og ineffektivt og som udstøder svage i stedet for at inkludere. Som skaber konflikter, foragt og apati, i stedet for glæde, taknemmelighed og gåpåmod.

Der er ikke meget som tyder på forandring, men på et eller andet tidspunkt koger gryden vel over, så der bliver plads til rigtige reformer, der virker. Men hvordan? Der er tre enkle grundregler for en hjælp, som der virke efter hensigten, hver for sig og sammen.  Det er:

1. Økonomisk hjælp som dækker et beskedent husholdningsbudget.

2. Helhedsorienteret og faglig kvalificeret rådgivning, behandling og revalidering

3. Arbejde på almindelige vilkår og med handicap-kompensation.

Der er sat mange ord på fejl og mangler, nu søger vi løsninger og opfordrer læserne til at hjælpe med.  Det startede for en uge siden her.

Vi er også igang med et brev til landets politikere, og har inviteret læserne til at dele egne erfaringer og forslag her.

Vores mission er konstruktiv men kritisk. Vi vil gerne hjælpe med at bygge et system, der virker.

Hvad er der at bygge på? Lad os se nærmere på de 3 fokuspunkter:

1.  Økonomisk hjælp

Den økonomiske hjælp skal betale udgifterne til et beskedent liv. Det burde være den enkleste opgave at løse. Vi har alle sammen erfaringer med, hvordan man gør. Man laver et budget, som sikrer at indtægter og udgifter hænger sammen.  Mennesker som ikke kan forsørge sig selv, har ingen indtægter. Derfor er det samfundets, her: Folketingets opgave, at fastsætte indtægten. Hvor stor skal kontanthjælpen være for at dække udgifterne? Folketinget gav svaret, da man i 2014 vedtog Fattigdomsgrænsen: Alle som lever over 3 år af kontanthjælp, er fattige. Lidt over kr. 8.000 for enlige og kr. 10.000 for enlige forsørgere efter skat. Folketinget vedtog også at bruge standardbudget metoden, som måler de faktiske udgifter ved en beskeden livsførelse.

Desværre stopper historien ikke her. Fattigdomsgrænsen blev vedtaget af S, SF, R og EL. De øvrige partier: V, K, LA og DF ønskede ikke en nedre grænse, fordi ”forskellen på løn og kontanthjælp skal være så stor, at den motiverer til at søge uddannelse og arbejde”.  Ingen vil sige hvor stor forskellen skal være eller hvor bunden er for kontanthjælpen.  

Måske løser det sig. EU Kommissionen arbejder med standardbudget og minimumindkomst for at sikre den fri bevægelighed.  Så spørgsmålet til Danske politikere vel er: hvor er den nedre, danske grænse. Hvad skal vi have at leve for, hvis alt andet går galt og vi ikke kan forsørge os selv? Det kan ske for alle.

2. Helhedsorienteret og faglig kvalificeret rådgivning, behandling og revalidering

Også her er der nogle solide byggesten. Ikke lige så enkle, som et budget, men alligevel. Der er masser af viden at hente fra udviklingsprojekter og forskning. Der kommer stadigt flere og bedre uddannede, som kan give den faglige hjælp der er brug for.

Den helt store og afgørende barriere er at ansvaret, ressourcerne og visitationen til hjælpen er samlet i kommunerne.  Løsningen er derfor at flytte ressourcerne og visitationen til fagligt professionelle organisationer og Centre, som løser opgaverne bedre.  For at forstå dette skal man kende lidt til Socialpolitisk historie. Her nøjes vi med et eksempel: Den første kommunalreform i 1970’erne samlede forskellige specialindsatser under kommunalt ansvar, bl.a. Mødrehjælpen. Ideen var at folk, der søger hjælp skal møde rådgivere med forskellig ekspertise, så de kan få den specielle hjælp, de har brug for. Det man overså var at ekspertisen forsvandt, i løbet af få år kunne alle det samme, ingen kunne noget specielt.  Kvinder bag Mødrehjælpen så hurtigt hvad der skete og formåede at danne en ny, privat Mødrehjælp af 1983, som i dag evalueres til at opnå signifikant bedre resultater end kommunerne for målgruppen unge gravide og mødre.  

Nøglen er altså at identificere de målgrupper, som er i klemme i de kommunale systemer, samt identificere de organisationer og centre, som løser opgaverne allerede.

Det er vigtigt, hvordan opgaverne flyttes. Vi har nogle skrækindjagende eksempler fra beskæftigelses- området på, hvad man ikke skal gøre. Her forsøgte man i 00’erne med kommunal udlicitering på frie markedsvilkår og så hvordan det udviklede sig til et enormt spild af ressourcer til ligegyldige kurser. På Socialpolitikkens område, er der mulighed for en  fagligt styret proces, som sikrer faglig kvalitet i de tilbud, borgerne har brug for. Meget tyder på at ansvaret ikke kan ligge i kommunerne. Naturligt nok, kan man sige. De grupper der kommer i klemme i kommunerne er så små, at Myndighedsopgaven bør ligge hos Socialstyrelsen og det faglige specialansvar hos aktører, som er landsdækkende.

3. Arbejde på almindelige vilkår og med handicap-kompensation

Arbejde er kilden til forsørgelse, men også til produktion, skabelse af værdier. Derfor virker det helt sygt at vi i stedet for at hjælpe ledige i arbejde har skabt en vej, der er brolagt med kontrol, sanktioner, administration, siloer, aktivering, nyttejob, afklaring og ressourceforløb.

Altså: det må da kunne gøres bare lidt bedre.

Der er 800.000 som modtager offentlige ydelser, men de står langt fra alle til rådighed for arbejdsmarkedet. De fleste er syge, handicappede, på barsel osv. Men der er måske 250.000 som kan og vil være med til at skabe samfundsværdier, hvis de fik mulighederne i regulære job på aftalte vilkår, måske med kompensation for handicap, men på samme vilkår.

Der er mange der arbejder med at finde løsninger og mange, der har fundet løsninger. Der er mange virksomheder, som tager socialt ansvar. Mange, som driver socialøkonomisk virksomhed. Der er Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, hvor danske virksomheder rådgiver Beskæftigelsesministeriet.  Men der er også en stor frustration, fordi resultaterne er så få og små. Der er brug for store, nye initiativer, hvis vi for alvor skal skabe de job, der er brug for.

Skal vi komme igang?