Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Smadrer alle rekorder: Over 21.000 ansøgninger om julehjælp

Penge og økonomi

22/11/2024 10:45

J. Bøgen

Antallet af økonomisk pressede familier, der har ansøgt om hjælp til julemad og gaver, er steget med 15,5 procent sammenlignet med sidste år

Juletiden er fyldt med bekymringer for mange af de familier, der i forvejen har svært ved at få pengene til at række.

Det mærker den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark, som i år har modtaget i alt 21.285 ansøgninger om julehjælp, hvilket er flere end nogensinde før. Det er 15,5 procent flere end i 2023, hvor organisationen modtog 18.426 ansøgninger om hjælp til julemad og julegaver.

At julehjælpen igen i år slår rekord, kommer ikke som en overraskelse, lyder det fra generalsekretæren Morten Skov Mogensen:

"Vi møder mange familier, som ikke har råd til de mest basale ting, og som hver måned kæmper for at få pengene til at slå til. Det økonomiske pres bliver ekstra stort i juletiden, hvor der skal købes julemad og julegaver," siger han og peger på de stigende leveomkostninger:

"Priserne på fødevarer fortsætter med at stige, så pengene rækker ikke langt, når varerne lander i indkøbskurven. Det gør, at mange forældre bekymrer sig om, hvorvidt de kan give deres børn en god jul."

Behov for øget støtte til julehjælp

Ansøgningerne om julehjælp har tikket ind, siden Blå Kors åbnede for ansøgninger i slutningen af oktober, og helt frem til ansøgningsfristen den 21. november.

De rekordmange ansøgninger får generalsekretær Morten Skov Mogensen til at appellere til både privatpersoner og erhvervslivet om at støtte julehjælpen.

"Vi er taknemmelige for de bidrag, vi allerede har modtaget, men det rækker desværre ikke til at hjælpe alle de familier, der har søgt om hjælp i år. Hvis man har lidt i overskud, kan man stadig nå at støtte. Alle pengene, der doneres til julehjælp, går ubeskåret til familierne," siger han.

Blå Kors uddeler julehjælp til familier på overførselsindkomst, der har hjemmeboende børn under 18 år. Julehjælpen består i år af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.

Julehjælpen er støttet af blandt andet statens julehjælpspulje, virksomheder, fonde og privatpersoner.

Grafik: Antallet af ansøgninger om julehjælp hos Blå Kors Danmark er steget voldsomt de senere år.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.