Vurderingsstyrelsen forventer at runde syv milliarder kroner i tilbagebetalt boligskat til boligejerne i denne uge.
Per d. 4. december 2024 er der sendt tilbagebetalingstilbud for 6,93 mia. kr. Tilbuddet om tilbagebetaling af boligskat sendes til de boligejere, der i perioden 2011-2020 har betalt mere i boligskat, end de burde have gjort.
Tilbagebetalingstilbuddene bliver sendt til boligejerne i takt med, at Vurderingsstyrelsen sender endelige 2020-vurderinger ud. Dette arbejde forventes afsluttet i 2025, hvor de sidste boligejere får overblik over, om de skal have penge tilbage.
”Det er positivt, at flere boligejere har fået tilbudt tilbagebetaling af de penge, de har betalt for meget. Nu sætter vi alle sejl til for at få de resterende 2020-vurderinger ud til boligejerne, så de sidste også kan få overblik over, om de skal have penge tilbage,” siger direktør i Vurderingsstyrelsen, Anne-Sofie Jensen.
De syv milliarder kroner fordeler sig på knap 420.000 ejendomme, der i gennemsnit står til at få udbetalt cirka 17.000 kroner. Boligejere, der har betalt for lidt i boligskat i samme periode, får ikke en efteropkrævning.
Ny forventning til det samlede beløb
I takt med, at Vurderingsstyrelsen udsender flere ejendomsvurderinger, bliver skønnet for den samlede tilbagebetaling også mere præcist. Med mere end 1,5 millioner udsendte deklarationer lyder det nye skøn, baseret på beregninger fra Skatteministeriet, at der vil være udbetalt omkring 9,3 milliarder, når samtlige 2020-vurderinger er udsendt.
Det tidligere skøn på 11,3 mia. kr. var baseret på 600.000 endelige 2020-vurderinger. Nedjusteringen skyldes primært en reduktion i det forventede tilbagebetalingsbeløb for sommerhuse.
”Når der foretages et skøn, vil det altid være det bedste bud baseret på de data, som er tilgængelige. I takt med, at vi sender flere 2020-vurderinger ud til boligejerne, får vi også et mere præcist billede af, hvor mange der skal have penge tilbage, og hvor store beløb vi taler om,” siger Anne-Sofie Jensen.
Det er hovedsageligt i landdistrikterne og uden for de største byer, at boligejere har betalt for meget i boligskat. Det skyldes, at det er i disse områder, at udviklingen i boligpriser ikke er steget i takt med boligskatten fra 2011 til 2020.