En dramatisk hændelse fandt sted i august 2022, da Per Larsen, folketingsmedlem for det Konservative Folkeparti, kørte fra Frederikshavn til Hjørring
Omkring klokken 8 om morgenen blev hans bil, en Peugeot stationcar, ramt af skud fra et haglgevær.
Skuddene ramte bagruden, som splintrede, men heldigvis kom Larsen uskadt fra episoden.
Og nu skriver Ritzau, at en 70-årig mand blevet indkaldt til Retten i Hjørring, hvor han står tiltalt for forsætlig fareforvoldelse og overtrædelse af jagtloven. Per Larsen er blevet indkaldt som vidne og skal afgive forklaring om hændelsen.
Et kæmpe drøn
Til Ritzau fortæller Per Larsen, at det gav et kæmpe drøn, hvorefter han kunne se, at bagruden var blevet helt hvid på grund af krakelering.
I første omgang troede Per Larsen, at der var tale om et stenslag, men da han fik bilen undersøgt på et værksted, blev det afsløret, at skaderne stammede fra hagl.
Episoden blev straks meldt til politiet, og en patrulje blev sendt til stedet. Politiets Efterretningstjeneste (PET) kontaktede også Larsen for at undersøge, om han havde følt sig truet før hændelsen.
Politiet undersøgte området, hvor hændelsen fandt sted, og hurtigt kunne de berolige Per Larsen. Det viste sig, at skuddene ikke var affyret målrettet mod hans bil, men var resultatet af, at en person havde skudt efter måger.
“Så kunne jeg jo ånde lettet op og konstatere, at det ikke var fordi, at nogen ville mig noget ondt,” sagde Larsen.
Grov kådhed og hensynsløshed
Trods den lettelse ser både politi og anklagemyndighed alvorligt på sagen.
Den 70-årige mand er tiltalt for at have udvist grov kådhed eller hensynsløshed, som har skabt fare for liv eller førlighed. Anklageren kræver en frihedsstraf, men vil ikke gå i detaljer før retssagen.
Derudover vil man inddrage mandens jagttegn og konfiskere hans haglgevær.
Retten har afsat en halv dag til behandlingen af sagen.