Foto: Den Grønne Ungdomsbevægelse
Foto: Den Grønne Ungdomsbevægelse

Aktivister trængte ind i ministerium: Nu forklarer de hvorfor

Politi

24/10/2024 09:04

J. Bøgen

Aktivisterne nåede at sidde på trappen i to timer, inden de blev fjernet af politiet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Onsdag eftermiddag gik 29 unge aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse uanmeldt ind i Ministeriet for Grøn Trepart i en fredelig protest mod de igangværende landbrugsforhandlinger.

Aktivisterne satte sig i trappeopgangen lige uden for forhandlingslokalet, hvor de råbte kampråb, der uden tvivl kunne høres af politikerne og ministeren.

Efter en times protest ankom politiet for at fjerne aktivisterne.

Derfor gjorde de det

Aktivisterne satte sig foran forhandlingslokalet i ministeriet og nægtede at gå, før regeringen og oppositionen godkendte deres krav om et grundlæggende opgør med den animalske produktion gennem blandt andet en høj og målrettet CO2e-afgift.

Efter to timer blev aktivisterne flyttet af politiet og sigtet for husfredskrænkelse. Ifølge aktivisterne var demonstrationen dog det hele værd: 

“Den grønne trepart vil beskytte animalsk produktion for enhver pris: Den mest klimaskadelige, ressourcekrævende og omkostningsfulde produktionsform overhovedet. De eneste, som vinder på det, er landbrugslobbyen, der tydeligvis har fået lov til at sætte præmissen for forhandlingerne. Ungdommens og videnskabens stemme er blevet overhørt, så nu tager vi vores egen plads ved forhandlingsbordet og insisterer på at blive hørt, når vi kræver en strukturel omstilling af landbruget midt i en buldrende klimakrise," lyder det fra Selma de Montgomery, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse og deltager i aktionen.

Fem års kamp for et bæredygtigt landbrug

I løbet af de seneste fem år har Den Grønne Ungdomsbevægelse gennemført en række kampagner, der har sat fokus på de negative konsekvenser, som dansk landbrug har for både miljø og klima.

Gennem flere traditionelle, dialogsøgende og kreative metoder har bevægelsen udfordret den danske landbrugsmodel, som er domineret af den dyreproduktion, der i dag står for 85 procent af landbrugets samlede udledninger.

Selv om civil ulydighed normalt ikke er den foretrukne strategi for Den Grønne Ungdomsbevægelse, har aktivisterne for nylig intensiveret deres indsats. De sultestrejkede blandt andet i otte dage for at sætte fokus på alvoren i regeringens landbrugspolitik.

At trænge ind i Ministeriet for Grøn Trepart onsdag markerer derfor en yderligere eskalering af deres kampagne:

“Vi er selv forfærdede over, at vi er nået hertil, hvor vi må tage så drastiske metoder i brug for at skabe opmærksomhed og blive hørt. Men vi har nu i fem år prøvet den dialogsøgende vej, og vi bliver gang på gang ignoreret af politikerne. Dagens aktion er resultatet af, at vi har nået bunden af den aktivistiske værktøjskasse. Nogen er nødt til at repræsentere de planetære grænser og tale klimaets stemme i forhandlingslokalet, for politikerne gør det ikke," siger Elise Sydendal, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse og deltager i aktionen

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.