En dansk mand er blevet dømt til hængning i Nigeria. Foto: Shutterstock
En dansk mand er blevet dømt til hængning i Nigeria. Foto: Shutterstock

Dansker dømt til døden i Nigeria

Politi

21/05/2022 08:30

J. Bøgen

En dansk mand er blevet dømt for at have myrdet sin kone og datter. Han er blevet dømt til henrettelse ved hængning. Udenrigsministeriet bekræfter situationen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En dansk statsborger er fredag blevet idømt dødsstraf ved en domstol i Nigeria. Det bekræfter det danske udenrigsministerium.

"Vi har i dag modtaget meddelelse om, at en dansk statsborger er idømt dødsstraf i Nigeria," lyder det i en skriftig udtalelse til DR Nyheder fredag.

Udenrigsministeriet vil ikke kommentere på den konkrete sag, men fortæller, at man har ydet konsulær bistand til den danske statsborger, som er dømt i sagen, siden varetægtsfængslingen begyndte, og at den bistand vil fortsætte - også under eventuelle ankesager.

Samtidig lyder meldingen fra Udenrigsministeriet, at Danmark sammen med andre EU-lande tager "stærkt afstand for alle former for dødsstraf og arbejder konstant for afskaffelse af dødsstraf og indførelse af moratorium for eksekvering af dødsstraf."

"Danmark har gjort de nigerianske myndigheder bekendt med Danmarks og EU's holdning til dødsstraf, og vi har noteret os, at Nigeria ikke har eksekveret dødsstraf i flere år," lyder det i udtalelsen.

Idømt hængning for dobbeltdrab

Meldingen fra Udenrigsministeriet kommer efter TV2 fredag kunne fortælle, at en 56-årig dansk mand var blevet idømt dødsstraf ved hængning for drabet på sin nigerianske kone og deres datter.

Oplysningerne, som DR og DenOffentlige.dk ikke har kunnet bekræfte, kommer fra en retsreporter ved Nigerias nationale nyhedsbureau, som ifølge TV2 var til stede i retten, da dommen blev afsagt.

Nigerianske medier skriver, at danskeren er kendt skyldig i begge drab og idømt døden ved hængning for begge. Ifølge anklagen skulle han have dræbt sin kone og datter ved kvælning i deres fælles hjem i Lagos april 2018. Han nægter sig skyldig.

Mange dødsdomme, men få føres ud i livet

Ifølge DR Nyheders Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, er dødsdomme ikke noget sjældent syn i det afrikanske land. Det er til gengæld eksekveringen af de mange dødsdomme, som gennem tiden er blevet dømt, fortæller han.

"Hvert eneste år er der folk, der bliver dømt til døden i Nigeria. Det, der til gengæld er lidt særligt, er, at det ikke er noget, man udfører særligt ofte, man skal faktisk flere år tilbage for at støde på sager, hvor folk rent faktisk er blevet hængt, som det er traditionen i Nigeria."

Ifølge Søren Bendixen vurderes der lige nu til at sidde omkring 3.000 fanger, der venter på at få deres dødsdomme eksekveret i Nigeria:

"Det betyder, at det nok ikke er specielt sandsynligt, at den her sag vil resultere i, at man rent faktisk udfører den dødsstraf, som nu er givet, siger han og tilføjer, at den dømte tilsyneladende også har mulighed for at appellere dommen til en højere domstol."

Og det vil man højst sandsynligt gøre, vurderer korrespondenten:

"Man kan sige, at der er jo ikke særligt meget at tabe ved at forsøge at få omgjort den her straf."

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.