Vintertid og flere mørke timer i døgnet er lig med flere ture i bilen eller på cyklen, hvor kun gadelygterne lyser vejen op. Det giver udfordringer for mange bilister.
En undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Louis Nielsen, viser, at 27 procent af danskerne oplever at have svært ved at se, når de kører bil i mørke.
Ligeledes har 27 procent, ifølge undersøgelsen, været ved at overse en cyklist eller fodgænger i trafikken på grund af mørke.
Tallet er bekymrende højt, lyder det fra Jens Lauritsen, som er overlæge og professor ved Ulykkes Analyse Gruppen ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
"Risikoen for ulykker i trafikken stiger, når det er mørkt udenfor. Det er beskæmmende at se biler og cykler, der kører uden tændte for- og baglygter i mørket. Tag refleksvest eller krydsbånd på, når du går eller cykler, så kan bilister se dig på lang afstand. Ingen bilister kan se en mørk fodgænger eller cyklist," siger han og uddyber:
"I regn og rusk er det endnu sværere, og risikoen for personskade er meget højere. Hvis synet er nedsat, bliver problemet blot værre, især i de mørke måneder."
Svært at omstille øjnene
Det er normalt at have svært ved at se skarpt i mørket udendørs. Det skyldes, at øjnene med alderen får sværere ved at omstille sig, lyder det fra Pernille Lindhardt Steiness, som er optisk fagekspert hos Louis Nielsen.
"Det kan være svært for dine øjne at omstille sig fra et område med meget lys til et område med lidt lys – for eksempel når du går fra et oplyst rum og ud i en bil i mørket. Den oplevelse bliver værre, hvis synet ikke er helt skarpt i forvejen, og du kan derfor selv gøre noget ved at få det undersøgt regelmæssigt," fortæller hun.
Pernille Lindhardt Steiness uddyber, at nogle mennesker lider af det, der hedder natteblindhed, hvor man har særligt svært ved at se i mørke. Det kan i nogle tilfælde behandles afhængigt af årsagen.
I undersøgelsen, som Voxmeter har lavet for Louis Nielsen, har 1.029 nationalt repræsentative respondenter deltaget. Her svarer 27,4 procent, at de er enige eller meget enige i, at de har svært ved at se i mørket, når de kører bil. 27,1 procent svarer, at de har været ved at overse en cyklist eller fodgænger på grund af mørke. Dataindsamlingen er foretaget i perioden den 24-11-2022 til den 30-11-2022.