Det er primært borgerne i Nordsjælland, der vinder på Liberal Alliances nye skatteplan.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af Liberal Alliances nye skatteudspil og beregninger på baggrund af data fra Finansministeriet.
Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh meldte onsdag ud, at partiet vil bruge cirka 33 milliarder kroner på at lempe personskatterne og blandt andet finansiere det ved at droppe forskellige personfradrag.
Planens gennemsnitlige skattelempelse beløber sig til knap 6.900 kroner.
I 75 kommuner står borgerne til at få mindre end gennemsnittet. Mange af de kommuner ligger vest for Storebælt.
I næsten alle kommuner i Jylland og på Fyn vil den gennemsnitlige skattelempelse være lavere end 6.900 kroner. Det gælder i 47 ud af 52 kommuner vest for Storebælt.
Blandt de 52 kommuner vest for Storebælt, er det kun i kommunerne Aarhus, Skanderborg, Ikast-Brande, Vejle og Middelfart, hvor borgerne vil få en større skattelempelse end gennemsnittet på landsplan.
”Skatteplanen er designet til at forgylde de rigeste. Det er top-toppen af de allerrigeste danskere, der vinder suverænt mest på Liberal Alliances skattepolitik. Og de bor primært i Nordsjælland,” siger Sune Caspersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
”Tidligere analyser viser, at vi allerede nu skal holde godt fast i bordkanten, hvis ikke Danmark skal knække midt over. Både målt på formuer og indkomster stiger den geografiske ulighed. Liberal Alliances skatteplan vil skubbe endnu mere til de bevægelser,” siger Sune Caspersen.
Analysens hovedkonklusioner
Liberal Alliances skatteplan indebærer en række forslag som at sænke topskatten og afskaffe den nye top-topskat, der meget målrettet lemper mest i skatten for de rigeste.
Der er meget stor forskel på virkningen af skatteforslagene, da den gennemsnitlige skattelempelse i Hørsholm Kommune på 30.801 kroner er over 11 gange så stor som i Lolland Kommune, hvor den gennemsnitlige lempelse udgør 2.728 kroner.
I 75 ud af landets 98 kommuner får borgerne i gennemsnit en skattelempelse, der er mindre end den landsgennemsnitlige på 6.862 kroner. Det svarer til flere end tre ud af fire.
I hele 47 ud af 52 kommuner vest for Storebælt er den gennemsnitlige skattelempelse mindre end gennemsnittet på landsplan.
Hvad er der regnet på?
Der er i analysen regnet på virkningen af følgende tiltag, der alle direkte påvirker borgernes skattebetaling:
Lavere topskat ved en afskaffelse af mellemskatten (som indføres fra 2026)
Højere loft over beskæftigelsesfradrag (+16.000 kroner i 2025-niveau svarende til 15.400 kroner i 2024-niveau)
Første 5.000 kroner gøres skattefri hver måned (omfatter kun arbejdsindkomst)
Afskaffelse af top-topskat (som indføres fra 2026)
Sænkelse af den progressive skat på aktie- og kapitalindkomst fra 42 til 34 procent
Finansiering: Afskaffelse af: boligjobordning, fradrag for faglige kontingenter, jobfradrag og ekstra pensionsfradrag
Kort: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd