Netop spørgsmålet om hvorvidt du må tjene penge på velfærd rejser i Danmark nogle særligt følelsesladede debatter. Og særligt efter Tvind-sagen i midten af 90’erne har der nærmest indsneget sig et politisk mantra, der fra rød til blå blok lyder, at det må man helst ikke.
Det er også et ganske sympatisk udgangspunkt, der dækker over, at vi som samfund ikke ønsker, at de midler vi vælger at anvende til velfærd skal ende i de “forkerte” lommer. Men omvendt er en krone jo en krone, og når vi ser byggefirmaer tjene store penge på et offentligt byggeri, så er det jo i lige så vid udstrækning penge, der ellers kunne have været brugt på velfærd. Alligevel synes synspunktet primært kun at gælde, når det handler om velfærd.
Læs indlæg fra Dennis Kristensen og Karen Stæhr: OPS handler om mest muligt velfærd for pengene
Hvis ansatte investerer i socialøkonomisk non-profit, er det så at tjene, når investeringen kommer retur?
Selveje Danmark repræsenterer i denne debat de ikke-offentlige non-profit organisationer. Så kunne man foranlediges til at antage, at vi har vores på det tørre. Det har de selvejende organisationer sådan set også, men også de selvejende står ofte i den situation, at de har behov for investeringer for at etablere sig.
Da kendskabet til velfærdsområdet og den finansielle tillid til non-profit sektoren i mange realkreditinstitutter er til at overskue, vil en del non-profit organisationer være afhængige af, at andre skyder penge i organisationen. Her kan ansatte og ledere nogle gange vise sig at være de eneste, der har mod og hjerte til at investere. Er det så at tjene på velfærd, eller er det bare en nødvendig forudsætning? Svaret på det spørgsmål handler vel i videre omfang om vilkårene for den tilførte kapital end noget andet.
Det samme må vel gøre sig gældende for de rent private tilbud. Også her er der masser af gode tilbud, og skal de vurderes, må vi vel se mere på, hvordan midlerne anvendes, end på at der skabes et overskud. For ligesom et overskud kan være problematisk, kan det jo også være den helt nødvendige forudsætning for opbygningen af en organisation, med et stærkt fokus på udvikling, kvalitet og fagligt dygtige medarbejdere og ledere.
Det handler derfor i langt videre omfang om gennemsigtighed i økonomien, end det handler om at dømme nogen inde eller ude alene på baggrund af organisationsformen.
Læs også: Hvor meget må man tjene på velfærd?
Den offentlige sektor har også problemet
Anlægges det synspunkt, at vi grundlæggende ønsker, at de penge, som vi anvender, skal anvendes ordentligt, så bør der også på dette punkt rettes fokus mod den offentlige sektor. Der bør vel ikke være forskel på, hvor angribeligt det er, om en krone “forsvinder” i den offentlige sektor eller udenfor. I begge situationer mister vi den velfærd vi ellers kunne have fået.
I den offentlige sektor mister vi bare penge af andre årsager, og af disse er den langt mest alvorlige den meget problematiske prissætning særligt kommuner anvender i forhold til egne tilbud, kombineret med en udtalt kassetænkning. I en kommunal handicapforvaltning vil det faktisk kunne være en besparelse at trække en borger ud af det sted borgeren bor og ind i et af kommunens egne men dyrere tilbud. Man kan med andre ord “spare” penge ved at købe noget, der koster mere.
Årsagerne til det kan være flere. Det kan f.eks. være at kommunen slet ikke prissætter egne tilbud korrekt når man anvender pladserne selv, det kan være at kommunen har en ledig dyr plads, men tænker kortsigtet og vælger at flytte borgeren til den, da man jo alligevel betaler for pladsen. Alternativet er jo at lukke det der ikke er konkurrencedygtigt, og det kan være at den kommunale budgetlægning betyder at omkostninger ligger i andre dele af det kommunale budget. Uanset årsagen, så er resultatet det samme, nemlig at vi også her taber penge som ellers kunne have været anvendt til velfærd. Her tabes de bare af andre årsager – men en krone tabt er en krone tabt.
Gennemsigtighed er løsningen som Selveje Danmark ser den
For Selveje Danmark handler løsningen i begge tilfælde om det samme. Det handler om gennemsigtighed. Om, at vi skal have langt mere transparens i vores velfærdstilbud og den økonomi, der knytter sig til dem, og det handler om, at det skal gælde hele området.
I dag er det faktisk et lovkrav, at ikke-offentlige tilbud skal fremsende både budgetter og reviderede årsregnskab til socialtilsynet. Det skaber på det område en langt højere grad af gennemsigtighed hos de ikke offentlige aktører end de offentlige, der efter de samme regler kun skal fremsende et budget. Vel at mærke et budget, der efterfølgende kan blive ændret flere gange i løbet af året, uden at nogen bliver gjort opmærksomme på det. Det skyldes, at offentlige tilbud ikke er pålagt at udarbejde årsregnskaber og sende dem til tilsynet.
Så løsningen kunne være at ligestille alle aktører på velfærdsområdet og sikre, at der er gennemsigtighed hele vejen rundt.
Læs også: Hvad pokker er offentlig-privat samarbejde (OPS)?
Ikke kun kontrol - også etik
Men det skal ikke alt sammen bare ende i kontrol og mere kontrol, for også kontrol koster penge, der eller kunne have været anvendt til velfærd.
Selveje Danmark har ved flere lejligheder fremhævet de nationale aftaler man har i både Norge og Sverige. Der er tale om aftaler mellem staten, kommuner og de selvejende organisationer. Aftaler der opstiller nogle etiske retningslinjer for den gode anvendelse af offentlige midler, for kvalitet, for mangfoldighed osv.
I Danmark kunne det blive det kvalitetsstempel der, kombineret med den øgede gennemsigtighed, skaber forudsætningerne for det som også Dennis Kristensen og Karen Stæhr fra FOA efterlyser, nemlig, at vi får et velfærdsområde, hvor de midler vi som samfund anvender i videst muligt omfang faktisk også går til velfærd – uanset om de anvendes i den ene eller anden del af sektoren.
