”Lyt og snak som en ven”.
”Kig ikke ned i en computer eller rundt i rummet”.
”De voksne skal forklare, hvad man skal tale om”.
”Det kan hjælpe at lege de ting, der er sket derhjemme”.
”Skab et behageligt rum med siddepladser og pynt, der gør det hjemligt”.
”Lyt mere til børnene end forældrene”.
Sådan lyder nogle af de mange råd, som børn og unge, der har været udsat for vold i hjemmet, giver til voksne i kommunerne.
Det fremgår af rapporten ’Hør godt efter – børn og unges oplevelser af kommunale sagsforløb i sager om vold og overgreb’, som Epinion har foretaget.
Den bygger på 24 interviews med børn og unge mellem 9 og 17 år fra hele landet, der har eller har haft en kommunal sag om mistanke eller viden om vold i hjemmet.
Det gælder både fysisk, psykisk og seksuel vold.
Empati og oprigtig interesse
Børnene fortæller, hvordan de – på godt og ondt – oplever mødet med socialrådgivere og andre voksne i kommunerne.
Gode oplevelser skyldes ofte menneskelige kvaliteter som nærvær, empati og oprigtig interesse hos den voksne.
Ofte oplever børnene dog, at der mangler en tryg og tillidsfuld relation til socialrådgiveren, og de føler ikke, at de bliver set, hørt og forstået.
Mange forstår ikke de voksen-ord, der bliver brugt, og de føler sig ’afhørt’. Desuden oplever børnene sjældent, at de får oplyst deres rettigheder i samtalen med kommunen – for eksempel retten til en bisidder under børnesamtaler, retten til ikke at svare på ubehagelige spørgsmål eller til at stoppe samtalen, hvis den føles grænseoverskridende.
Hvis børnene ikke oplever, at de er trygge i mødet og har indflydelse på deres egen sag, forhindrer det dem i at give udtryk for deres mening – og få den rette hjælp.
Det fortæller børnene selv i undersøgelsen, der er en del af projektet ’Børneliv uden vold’, som Red Barnet står bag sammen med tre partnerskabskommuner og Ole Kirk’s Fond.
Vigtigt at lytte til børn, der finder mod til at tale
Både i projektet og den nye undersøgelse er afsættet børnenes stemmer. Hidtil har der manglet undersøgelser, der belyser børnenes eget perspektiv på den kommunale praksis i sager om vold mod børn.
Derfor er det så vigtigt, at børnene nu kommer til orde i den nye undersøgelse, mener Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen. Helt afgørende er det så at handle på det, de siger.
"Vi skylder børnene at tage det meget seriøst, hvad de fortæller os her. Når et barn finder modet til at tale om noget så svært som vold, skal vi virkelig lytte. For ellers kan vi ikke sikre dem den hjælp, de har brug for og ret til. Undersøgelsen viser, at vi kan blive langt bedre til både at lytte til og møde børnene på en måde, hvor de trygt fortæller og samtidig kender deres rettigheder i mødet med kommunen. Det skal vi handle på. Og vi skal gøre det i samarbejde med kommunerne, så vi inddrager deres erfaringer og sikrer, at børn uanset postnummer får den rigtige hjælp af høj kvalitet," siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun glæder sig over, at tre partnerskabskommuner i samarbejde med Red Barnet og Ole Kirk’s Fond nu går i gang med at styrke børns stemmer i sagsbehandlingen. Samtidig peger hun på, at børnenes udtalelser i undersøgelsen lægger op til, at det nye børnesyn i Barnets Lov, der trådte i kraft 1. januar 2024, nu for alvor omsættes til praksis.
"Med Barnets lov er det blevet slået fast med syvtommersøm, at børn skal inddrages i deres egen sag og have partsstatus og medbestemmelse, og at de selvfølgelig skal kende deres rettigheder og vide, hvordan de skal bruge dem. Men først når de voksne møder det enkelte barn på en ny måde, kommer det til reelt at gøre en forskel for børnene. Derfor er det også vigtigt at evaluere loven med børnenes perspektiver," siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Socialrådgivere skal have tid og kompetencer
Desuden er der ifølge Red Barnet brug for bedre rammer og flere ressourcer til socialrådgivernes arbejde med børnesager. Det er vigtigt at fastholde dem, så der ikke kommer så mange skift i sagsbehandlingen, og så de kan nå det, de skal.
Det er også vigtigt at styrke kompetencerne til at tale med børn i sårbare positioner. Fx er det på høje tid, at der kommer en børnerådgiveruddannelse.
Men undersøgelsen peger også på, at der er flere lavthængende frugter. Fx kræver det ikke meget at indrette et børnevenligt samtalerum med forskelligt legetøj og tegneredskaber, som børnene efterspørger.
Små ændringer kan gøre en stor forskel, forklarer Pernille Spitz, der er psykolog og chef for beskyttelse mod overgreb i Red Barnet.
"For børnene er det af stor betydning, at de mødes af nærværende voksne, der fx med øjenkontakt viser, at børnenes perspektiver er vigtige for dem. Vi skal være bevidste om, hvor stor en overvindelse det kan være for børn at fortælle fremmede professionelle om vold og overgreb. Det handler om det allermest private, skamfulde og hemmelige i deres liv. Det er et kæmpe bjerg, der skal bestiges. Derfor har vi en forpligtelse til at sikre de bedst mulige rammer for, at børnene kan føle sig mødt, hørt og hjulpet," siger hun.
Tre kommuner er i gang med at styrke børns stemmer
Red Barnet, Ole Kirk’s Fond og tre partnerskabskommuner – Bornholm, Glostrup og Jammerbugt – går nu helt konkret i gang med at udvikle en kommunal indsatsmodel, der skal styrke børns stemmer i sagsbehandlingen. Andre kommuner vil også kunne bruge den.
Centerchef Mads Boss, Center for Familie- og Voksenindsatser, i Bornholms Regionskommune siger:
"At være en del af projektet giver os en reel mulighed for at få viden om, hvordan børnene – dem, det drejer sig om, og dem, vi skal hjælpe – bedømmer deres møde med os som kommune. Vi skal møde barnet på en måde, så det føler sig hørt og inddraget. Projektet tager afsæt i alvorlige temaer. Temaer, der er svære selv for en erfaren fagperson. Så at høre børnene udtale, hvordan vi møder dem bedst muligt, kan hjælpe den enkelte fagperson til det ideelle møde."
Glostrup Kommune glæder sig også til at sætte endnu mere skub i at gøre barnets perspektiv styrende, når et barn bliver udsat for vold og overgreb. Bent Hansen, familiechef i Glostrup Kommune, siger:
"Når jeg læser børnenes og de unges udtalelser, så bliver jeg desværre mere ærgerlig end overrasket. Disse stemmer er ikke nye, og det burde vi over tid være blevet bedre til at håndtere. Barnets lov er blevet et vigtigt instrument til at fastholde os kommuner i at få arbejdet børne- og ungeperspektivet ind – så det er bare at komme i gang. Jeg vil dog tillade mig i denne lidt dystre fortælling at minde mig selv om alle de gode oplevelser, jeg dagligt har, når børn og unge føler sig mødt og forstået."
Jammerbugt Kommune er også meget optaget af at inddrage børn og unge i sagsbehandlingen og ser frem til at styrke indsatsen. Det fortæller Susanne Møller Jensen, der er formand for børne- og familieudvalget.
"Det er os, der bærer ansvaret for at hjælpe barnet og sikre barnets bedste, ligesom det er vores opgave at sikre barnets ret til inddragelse. Derfor er inddragelse af børn og unge også et centralt tema i vores sammenhængende børne- og ungepolitik. Vi tror på og anerkender, at børn og unge er eksperter i deres eget liv. Inddragelse styrker ikke kun børn og unges egen stemme og rettigheder. Det giver også Jammerbugt Kommune en indsigt, der kan være med til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen."
Projektet ’Børneliv uden vold’ løber frem til sommeren 2026.
Sådan oplever voldsudsatte børn mødet med kommunen
Det første møde
Mange børn husker det første møde med kommunen som overvældende, grænseoverskridende og sårbart. Nogle forbinder det med en følelse af at blive afhørt. Ofte føler de sig fanget i en loyalitetskonflikt over for forældrene og frygter for mødets konsekvenser.
Anbefaling: Prioriter en god relation fra første møde, og tydeliggør, at socialrådgiveren er på barnets side.
Relationen mellem barn og socialrådgiver
Mange børn savner en tryg og tillidsfuld relation til deres sagsbehandler. Skift i socialrådgivere, manglende tid og tjeklister til sagsmøder er en barriere for at danne en god relation.
Anbefaling: Prioriter én gennemgående socialrådgiver. Vis interesse i barnet og ikke kun sagen. Vær nærværende og engageret.
Sagsmøder i børnehøjde
Flere børn oplever grænseoverskridende møder med følsomme spørgsmål, og mange forstår ikke de voksen-ord, der bruges. De fysiske rammer og rekvisitter har betydning for børnenes oplevelse af at kunne føle sig tryg og betro sig.
Anbefaling: Brug elementer som breve til børnene, ’børnesprog’ og fysiske rekvisitter til at forbedre møderne. Lad barnet godkende mødets referat.
Medbestemmelse og rettigheder
Børnene oplever sjældent, at de bliver oplyst om eller forstår deres rettigheder og føler sig ofte overset, når der træffes beslutninger i deres sag.
Anbefaling: Klæd barnet på til at kende og forstå sine rettigheder, få indflydelse og handle – fx muligheden for at sige fra eller stoppe samtalen.
Et helt sagsforløb
Børnene forstår ofte ikke deres sagsforløb, og det fører til tvivl og nervøsitet. Nogle børn oplever, at afgørelser i deres sag overbringes på en uhensigtsmæssig måde, der betyder, at de ikke får mulighed for at stille eller besvare spørgsmål.
Anbefaling: Forklar, hvad der skal ske, og giv løbende tilbagemeldinger til barnet. Sikr gode overdragelser ved skift i socialrådgiver.