Torfing og Sørensen: Sådan kvæler vi populisme og får nyt liv i demokratiet

Den aktuelle tillidskrise kalder på nye fora for dialog og samskabt politikudvikling, der bringer borgerne ind i politikken. Her kan folketing og regering hente vigtig inspiration fra kommunerne, som allerede er godt i gang med at involvere politikere og borgere i samskabt politikudvikling og skabe en ny form for hybriddemokrati, der integrerer elementer af direkte deltagelses demokrati i det repræsentative demokrati.

Behovet for en mere deltagende og dialogpræget demokratiform har længe været et tema i forskningen. Erkendelsen af behovet for demokratiske reformer, der aktivt involverer borgerne i politiske beslutningsprocesser, er dog først nu ved at rodfæste sig i det politiske og mediemæssige parnas. Etablering af et borgerting er blevet et tema i de igangværende regeringsforhandlinger, og medierne diskuterer ivrigt om borgerforslag, borgerbudgettering, mv. kan tilføje vores demokrati nye vitaminer. 

Vi bifalder den nye interesse for demokratiske eksperimenter, men vil gerne understrege at nye demokratifremmende tiltag forudsætter politikernes respekt og anerkendelse. Det vil kun bidrage til en tillidskrise mellem politikerne og borgere, der inviteres til at lave politiske løsninger, hvis politikere efterfølgende skyder borgernes bidrag og forslag ned. Så er vi lige vidt, og den voksende tillidskrise vil på sigt vil svække det repræsentative demokratis legitimitet. 

 

Diagnosen er klar

Befolkningen i verdens mest veletablerede europæiske demokratier har en faldende tillid til folkevalgte politikere og demokratiske politiske institutioner. Den finansielle krise, som blev løst med milliard tilskud til bankerne og hestekur for borgerne, har bidraget til den voksende mistillid. Det samme har oplevelsen af, at den sociale kontrakt er revet over, og at hullerne i velfærdsnettet bliver større. Oven i det kommer så klimakrisen, hvor mange står uforstående over for det politiske systems manglende evne til at formulere effektivt modsvar.

Store dele af befolkningen går rundt med en generel utryghedsfølelse. De er bange for konsekvenserne af den voksende globalisering og de mange grænseoverskridende problemer, der udfordrer den etablerede kultur og livsstil. De frygter indførelsen af nye disruptive teknologier, der fra den ene dag til den anden kan sejle hæderkronede firmaer med gamle forretningsmodeller agterud. Utrygheden breder sig, og det er svært for befolkningen at se de nationale regeringers modtræk til de store udfordringer. Det politiske liv med dets parlamentariske spilfægterier fortsætter uantastet af den nye virkelighed.

Populistiske partier har det som fisk i vandet, og har i mange europæiske lande opbakning fra over 20% af vælgerne. Populisterne italesætter det etablerede politiske systems fallit, og forsvarer folket mod de dominerende politiske eliters uformåenhed. Det hele er den gamle gardes skyld, og hvis bare den vippes af pinden, så kan tiden skrues tilbage og fordums tryghed genskabes af karismatiske politiske ledere, der ’siger det som det er’ og ’kun tænker på at forsvare den almindelige befolknings ve og vel’.

Kort sagt: det politiske systems og de etablerede eliters manglende svar på krise og utryghed har næret en populistisk tsunami, som i kraft af sin homogeniserende opfattelse af befolkningen undergraver den demokratiske pluralisme. I flere europæiske lande har populistiske lederes bestræbelse på at udvise handlekraft desuden ført til tilsidesættelse af gængse demokratiske procedurer. Og værst af alt: hvad sker der når det bliver klart, at end ikke den mest karismatiske og handlekraftige populist kan sikre en tilbagevenden til en national lykkeperiode, der aldrig har eksisteret?

 

De friske pust er midlertidige 

Ny forskning viser, at borgene gerne vil deltage mere aktivt og direkte i udformningen af politiske løsninger, der påvirker deres livskvaliteten i hverdagen. Ifølge Dalton og Wetzel (2014) har borgerne i kraft af den uddannelsesmæssige og anti-autoritære revolution fra 60’erne og frem udviklet sig fra at være politisk loyale (’allegiant’) til at være politisk selvsikre (’assertive’). De både vil og kan deltage i politisk dialog med beslutningstagerne.

Det er denne vilje og kompetence til samskabelse af politiske løsninger, som demokratifremmede tiltag skal bygge på og søge at understøtte.

Demokratiske nyskabelser som borgerting i Odense og borgerforslag til Folketinget sætter aktivisme igang hos aktive og kompetente borgere, så rummer de en overhængende fare for, at kløften mellem borgerne og politikerne i de politiske partier og folkevalgte forsamlinger uddybes. Det er langt fra sikkert, at de folkevalgte politikere kan stemme for borgernes forslag. Politiske beslutninger i folketing og kommunalbestyrelser skabes gennem forhandling, kompromis og forlig, og politikerne har derfor svært ved at sige ja til et fikst og færdigt forslag udarbejdet af borgerne.

Borgerting og borgerforslag kan bidrage til give et nyt og friskt input til politikerne, men det der i virkeligheden er brug for er at styrke dialogen mellem politikere og borgere, så de gennem fælles ideudvikling og gensidig læring kan skabe nye og bedre politiske løsninger og et bredt ejerskab til disse. 

Kort sagt: De aktuelle forsøg på borgerinvolvering skaber ikke rum for politiske samtaler mellem folket og de politiske eliter.

 

Nye arenaer for samskabt politik

Vil vi for alvor modernisere demokratiet skal må vi skabe nye troværdige arenaer for dialog mellem politikere og borgere. Politikerne mangler input i form af erfaringer, viden og gode ideer, der kan hjælpe dem til at forstå problemer og udfordringer og udvikle nye og bedre løsninger, som der er bred opbakning til i befolkningen. Alt dette kan de få ved at gå i dialog med relevante og berørte borgere, foreninger, organisationer og virksomheder, og ad den vej give borgerne en bredere forståelse af de komplekse politiske udfordringer, som de folkevalgte hver dag må forholde sig til.

Det sker da allerede i dag, vil nogen nu sige, men det er foregår enten meget løst på sociale medier eller meget formelt via offentlige høringer - når forslagene er udarbejdet. 

Parlamenter over hele verden laver i disse år forsøg med øget borgerdialog. Herhjemme har kommunerne lagt sig i spidsen med udvikling af nye arenaer for dialogbaseret politikudvikling. I Gentofte Kommune opretter kommunalbestyrelsen via et skriftligt mandat hvert år en række såkaldte opgaveudvalg, hvor 5 politikere og 10 borgere arbejder sammen i 2-3 måneder med henblik på at udarbejde forslag til nye løsninger på vigtige lokale problemer. Det har styrket dialogen mellem politikere og borgere, skabt et bredere politisk ejerskab og forøget løsningernes kvalitet. Mange danske og flere norske kommuner har ladet sig inspirere af de gode erfaringer fra Gentofte.

Det er oplagt for folketingspolitikerne at lade sig inspirere af Gentoftemodellen, men MF’erne bruger stadig det meste af deres tid på de stående politiske folketingsudvalg, hvor planlægning, implementering af EU direktiver og åbne samråd fortrænger politikudvikling. Her er der godt nok mulighed for at fremsende skriftlige henvendelser eller bede om foretræde for udvalget, men disse muligheder udnyttes ikke systematisk til at skaffe politikerne det nødvendige input til udviklingen af politiske løsninger. Politikudvikling er henlagt til regeringsmøder, ministerier og forligskredse, formelle høringsprocesser og menige MF’ere forventes bare at trykke på knappen, når der skal stemmes.

 

Små tegn på vilje

På initiativ af Kirsten Brosbøl har en bred vifte af folketingpolitikere dannet et uformelt tværpolitisk netværk, som har mulighed for at gå i dialog med en lang række foreninger og organisationer i et særligt panel. De kalder det 2030-netværket, og omdrejningspunktet FN’s verdensmål. Det er en interessant nyskabelse, som peger i den rigtige retning. 2030-netværket gør det muligt for politikerne at blive klogere på verdensmålene, og hvordan de kan omsættes til nye initiativer og ny lovgivning. Manglen på et klart defineret mandat gør dog at arbejdet i 2030-netværket bliver lidt for uforpligtende, og at det er svært at se, hvad man skal bruge panelet af relevante og berørte parter til. Arbejdet har dog ført til udviklingen af en baseline for måling af fremskridt med indfrielse af verdensmål og til nedsættelse af et parlamentarisk udvalg under finansudvalget.

Politikernes dialog med borgere og omverden kunne styrkes yderligere ved at de stående politiske udvalg begyndte at eksperimentere med deres arbejdsform, enten ved at arrangere høring eller nedsætte opgaveudvalg, som dem i Gentofte, hvor politikere, borgere og relevante interessenter kan stikke hovederne sammen og udvikle ny politik. 

 

Brug for politisk mod

Etablering af nye arenaer for borgerdialog og samskabt politikudvikling kræver politisk mod. Mod til at udfordre vante politiske arbejdsformer. Mod til ikke bare at lytte til borgerne, men at gå i dialog med dem. Mod til at droppe den gamle politikerrolle, hvor politikerne nærmest er at opfatte som ’valgte konger’, der på egen hånd løser verdens problemer.

Der er rigtig mange erfaringer, kundskaber og ideer uden for de nationale parlamenters tykke mure, som kan inspirere udviklingen af nye og bedre politiske løsninger og skabe demokratiske processer, der svarer til den forventning som borgerne i dag har om at blive taget med på råd.

Det er en skam ikke at bruge dem, og bruges de rigtigt gennem etablering af nye arenaer for borgerdialog, så kan vi skabe et effektivt bolværk mod den letkøbte populisme, der lever af at skabe forsimplede billeder af befolkningens ønsker og behov. Fremtidens demokratifremmende reformer bør derfor tage udgangspunkt i den nye forskning, der viser, at det politiske lederskabs styrke i sidste ende afhænger af politikernes evne til at mobilisere og alliere sig med de stadigt mere aktive, kompetente og kritiske borgerne.