Selvom størstedelen af vestens øjne har været rettet mod krigen i Ukraine det sidste halvandet år, foregår der også kamphandlinger andre steder i verden.
Faktisk så sent som i sidste uge, og det resulterer nu i, at en region, der har været drevet som en selvstændig republik, fra d. 1. januar 2024 simpelthen ikke eksisterer mere.
Nagorno-Karabakh, som republikken hedder, har været genstand for to reelle krige mellem Armenien og Aserbajdsjan, og mange frygtede, at den tredje af slagsen ville bryde ud i lys lue, da aserbajdsjanske styrker gik ind i området d. 19. september.
Ifølge Aserbajdsjans regering var det en militæroperation med "antiterror" som baggrund, og snart begyndte granater at hagle ned over området, ligesom soldater fra Aserbajdsjan gik ind over regionens grænser.
Hvad handler det hele om?
Det kan være svært at forstå, hvad der egentlig sker, hvis man ikke har fulgt med i historien omkring regionen, så her får du noget kontekst.
Nagorno-Karabakh ligger i det sydlige Kaukasus i aserbajdsjansk territorium. Til trods for, at den ligger her, er beboerne fortrinsvis armenske, og derfor stemte befolkningen i slutningen af 1980'erne for at blive en del af Armenien, som er det vestlige naboland til Aserbajdsjan.
Afstemningen udøste en kig, som efter mere end 30.000 dræbte og over en million fordrevne sluttede i 1994 - men uenigheden om området ulmede stadig.
I efteråret 2020 kom det igen til en reel krig mellem Armenien og Aserbajdsjan, og efter seks uger endte det med en aftale, hvor Armenien gik med til at fjerne sine militære tropper fra regionen.
Det var blandt andet det, Aserbajdsjan beskyldte Armenien for ikke at overholde, da man 19. september 2023 gik militært ind i området og endte med at tage fuld kontrol over regionen.
Præsidenten for den selverklærede republik Nagorno-Karabakh har som følge af overtagelsen underskrevet et dekret, der betyder, at alle statslige institutioner bliver opløst den 1. januar 2024. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.
Over halvdelen er flygtet
Da styrkerne fra Aserbajdsjan gik ind i regionen i sidste uge, boede der omkring 120.000 mennesker i området. Af dem er mere end halvdelen, omkring 65.000, nu flygtet over grænsen til Armenien.
De armenske myndigheder beskylder Aserbajdsjan for at have igangsat en etnisk udrensning af armenere i området - en beskyldning som Aserbajdsjan afviser.
Udover familier, der er flygtet fra hus og hjem med få ejendele, er der også flere historier om armenere på flugt, der ved grænseovergange bliver stoppet af aserbajdjanske patruljer og soldater. Flere personer er blevet anholdt og nægtet tilladelse til at forlade området, hvilket også er blevet fordømt af blandt andre USA.