De tror de leder samfundet men: Slotsholmens ledere puster til systemskifte med syv nye pligter

Hvis du vil leve, så skal du trække vejret. Nogenlunde sådan kan man sammentrække essensen af de syv embedsmandspligter, som i denne tid kommunikeres til 10.000 medarbejdere i ministerier og styrelser. Pligterne sælges også i bogform for 30 kr. ekskl. et ukendt beløb til ekspedition og forsendelse, fremgår det af Moderniseringsstyrelsens hjemmeside.

Der er intet, absolut intet, epokegørende i de syv centrale pligter. Bortset fra den lille, men væsentlige detalje, at de åbenbart er nødvendige. Pligterne skal forhåbentligt repræsentere det højest opnåelige, og derfor er det interessant at se på, hvad det modsatte ville være.

De aktuelle nye pligter siger:

1. Lovlighed

2. Sandhed

3. Faglighed

4. Udvikling og samarbejde

5. Ansvar og ledelse

6. Åbenhed om fejl

7. Partipolitisk neutralitet

Ræk venligst hånden op, hvis du mener, at ovenstående er imod den måde du mener, enhver bør passe sit arbejde på…..

Modsat-testen kan give billedet af, hvad minister og ledere for alt i verden vil undgå efter flere år med skandaler, undersøgelser og omfattende debat i og om centraladministrationen. Vend derfor pligterne om, og læs her hvad embedsværket for alt i verden aldrig på repræsentere:

1. Ulovlighed

2. Løgnagtighed

3. Amatørisme

4. Afvikling og topstyring

5. Uansvarlighed og autonomi

6. Hold fejl hemmelige

7. Vær politiker

Ræk venligst hånden op, hvis ovenstående ligner en beskrivelse af den kultur, der har præget de senere års alvorlige sager…..Er du i tvivl, så læs nogle af de bøger, der er anmeldt her.

Fra løgn og amatørisme til sandhed og faglighed

Man må koncentrere sig for at fatte, at det er ramme alvor, men selveste Finansministeren har selv lanceret initiativet, og Claus Hjort Frederiksen optræder sjældent med stand up. Siden offentliggørelsen har organisationer og nøglepolitikere (fra Djøf til Corydon) bakket op, og alle er enige om, at der er brug for bred politisk støtte til det nye kodeks.

Men.

“Når alle tænker ens, så er der ingen, der tænker”, sagde den amerikanske journalist Walter Lippmann.

Det er korrekt, at et kodeks eller nogle grundlæggende retningslinjer for den kultur, man ønsker i sin organisation, er sund fornuft. Men de udmeldte syv pligter giver grund til bekymring. Det er blot to år siden, alle de store aktører som en del af tillidsreformen blev enige om syv principper for modernisering af den offentlige sektor.

Nu skal embedsværket så - igen - forholde sig til noget nyt. Ansatte i Centraladministrationen må konstatere, at deres ledere med de syv pligter taler så pædagogisk til dem, at selv børnehavebørn ville forstå, hvad de mente. Niveauet virker lavere end lavt.

I mellemtiden er tillidsreformen blevet begravet i stilhed, og offentligheden må stå måbende tilbage, fordi lederne nu vælger en tilgang, der peger nedad, mens de mange sager igen og igen har peget på netop lederne.

Nulstiller systemet

Når Finansministeriet kommunikerer til hele Centraladministrationen at medarbejderne skal passe deres arbejde ordentligt - for det er essensen af de syv centrale pligter bortset fra den om politisk neutralitet - bliver den menige embedsmand fanget i et blame game, hvor det er umuligt at se noget konstruktivt komme ud af det.

Hovedparten af alle sager har udspring i lederes beslutninger, så man kan med god ret spørge, hvorfor den menige embedsmand skal mindes om sit ansvar, når hovedproblemet er lederne. Se bare på Skat-direktør Rønnows forsvar for den seneste skandale i det offentlige ledercirkus.

“Jeg har siden 2013 holdt ugentlige statusmøder om systemets tilstand, og der må jeg bare sige, at der har været et mismatch mellem de oplysninger, jeg har fået på ledelsesniveau, og så den tilstand som systemet faktisk var i, hvor røde advarselslamper blinkede,” siger Jesper Rønnow Simonsen her.

Rønnow er blot et eksempel på ledere, der åbenbart helt overser den væsentlige detalje, at lederne har ansvaret for at udpege de røde advarselslamper, og må tage ansvaret, når de tager for let på netop det ansvar. I tilfældet Rønnow forklarer han, at han ovenikøbet har deltaget i ledergruppemøder siden 2013 uden at det gik op for ham, hvor alvorligt det står til. Hvis ikke toplederen skal lytte til advarslerne, hvem skal så, må man retteligt spørge.

Det bliver endnu mere alvorligt for hele embedsmandskulturen og danskernes tillid til samme, når selv Finansministeren peger på den menige embedsmand, i sin forklaring om, hvorfor pligterne “genopfriskes”:

“Der er ikke en fællesnævner for de sager, der har været. De er ikke udtryk for, at der er en systemfejl, for de peger i hver deres retning. Men det har jo tilsammen givet anledning til en masse diskussioner om embedsværket, og derfor er det naturligt, at man tager det her skridt og laver et kodeks for embedsmændene, som er grundlaget for arbejdet,” sagde Claus Hjort Frederiksen i et  interview med Berlingske i forbindelse med offentliggørelsen forleden.

Det budskab gentog han og hans forgænger, Bjarne Corydon, ved præsentationen af Bo Smith Udvalgets rapport med hovedkonklusion om, at det går godt, men der bør nok gennemføres nogle justeringer her og der. Eller som Ekstra Bladet på sin vanligt sarkastiske måde bemærkede i en leder:

“På baggrund af den optimistiske rapport er det sært, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i sidste uge udsendte et kodeks til statens godt 10.000 embedsmænd i ministerier og styrelser. Det består af syv centrale pligter, som embedsmændene skal opfylde.

Første bud siger, at embedsmændene skal overholde loven. Det andet, at de skal tale sandt. Og så fremdeles.

Ikke alene er det fløjtende banalt. Embedsmændene gør det allerede, hvis vi skal tro Bo Smith-udvalget.”

Således blev de syv centrale pligter det foreløbige hovedresultat af flere års debat om embedsmandssystemet og de mange sager, som er belyst i bøger som Mørkelygten og Ansvaret der forsvandt.

“Det er en knippelgod ide med bred politisk opbakning til de syv centrale pligter, så embedsværkets ansatte ved, at det sådan de skal udføre deres arbejde,” lød den samstemmende anbefaling fra politikere på begge fløje ved præsentationen af Bo Smith Udvalgets arbejde. Tilmed bakket op af flere organisationer.

De syv centrale pligter skal altså anses som banebrydende for arbejdet i Centraladministrationen.

De skulle være forbilleder

Ovenstående ville være uvæsentligt hvis ikke Finansministeriet - og Centraladministrationen iøvrigt - er så afgørende en institution for Danmarks tilstand. For for landets økonomi, udvikling, borgere og mennesker, der arbejder.

Finansministeriet burde stå som topmålet af excellence, dygtighed og inspiration for såvel offentlige organisationer som private virksomheder. Det burde være et talent- og kompetencemæssigt spejlbillede af hovedkontoret i Maersk. I Novo Nordisk. Eller i Lego.

Men ville nogle af de virksomheder - eller for den sags skyld en af landets 98 kommuner eller 5 regioner - iværksætte en kampagne til medarbejderne med budskab om, at de skal fortælle sandheden, følge loven og lære af deres fejl? Det er svært at forestille sig.

Det er helt galt, og derfor er det naturligt at vende blikket mod netop Bo Smith, som Djøf satte for bordenden i det udvalg, der kulegravede samspillet mellem politikere og embedsmænd.

Åbenhed og transparens

I foråret 2014 besluttede Djøf at nedsætte et udvalg, som skulle analysere samspillet mellem politikere og embedsmænd. Resultatet blev som nævnt præsenteret forleden under overskriften “Embedsmanden i det moderne folkestyre.”

Der er væsentlige og meget relevante forslag i Bo Smith Udvalgets rapport. Ingen tvivl om det. Forslag om mere åbenhed og lanceringen af betegnelsen “den lille politik” rammer spot on på nutidens store udfordringer.

“Den lille politik” - kendetegnet ved de daglige mærkesager og mere eller mindre tilfældige politiske interesseområder - skal have mere opmærksomhed, og embedsværket skal blive dygtigere til at tage den lille politik alvorligt. Det er på en gang en udstilling af embedsværkets pudsige arrogance overfor de politiske ledere, men også en stærk erkendelse.

Forslaget om mere åbenhed må også hyldes. Det er tvingende nødvendigt, men står i skærende kontrast til den offentlighedslov, som blev vedtaget sidste år.

Men leder man efter et forsøg på at sætte embedsværket og det politiske system ind i en større kontekst, bliver man slemt skuffet. Det leder til en central undren.

Er Bo Smith et af problemerne?

Der var engang, hvor samfundet blev og kunne ledes hierarkisk. Hvor beslutninger og forandringer kunne besluttes oppefra og vandre ned gennem systemerne. Hvor lovgivning førte til bekendtgørelser, der førte til cirkulærer. En proces, som ofte kunne folde sig ud over flere år.

Det er den kultur, den mangeårige offentlige embedsmand og topleder, Bo Smith, er opdraget i. Han sluttede sin karriere i et af de ministerier, der har stået forrest i flere års krads kritik af bureaukratiet. Illustreret bedst ved Min A-kasse’s initiativ til at printe samtlige sider af beskæftigelsesområdets kompleks af love, bekendtgørelser og cirkulærer. I skrivende stund fylder udprintningen over 25.000 sider.

Bo Smith Udvalgets rapport erkender, at Centraladministrationen er blevet udfordret på evnen til at eksekvere reformer. Men løsningsforslaget er at styrke Centraladministrationens eksekveringsmagt ved at bygge nye tværministerielle enheder, der skal fokusere på reformernes udmøntning. Altså mere bureaukrati.

Et andet forslag anbefaler mere åbenhed og transparens. Men også her ligger løsningen i lige forlængelse af embedsværkets styringsmæssige tænkning. Det er beskæmmende, at fantasien ikke rækker længere end at ministerierne hver for sig og på tværs bør dygtiggøre embedsværket i kontakten med medierne  - her ligger en mangedobling af markedet for medietræning nu pivåbent for tidligere nyhedsværter og spindoktorer.

Hvor er eksempelvis forslaget om at afprøve en wikipedia-strategi for udmøntningen af ny lovgivning?

Det ville være befriende for tilliden til systemet og troen på embedsværkets fremtid, hvis Bo Smith Udvalget havde foreslået at inddrage og aktivere borgerne, når nye bekendtgørelser og cirkulærer skal beskrive, hvordan myndighederne skal praktisere ny lovning. Ja, tillidsreformen ville få helt ny betydning, hvis udvalget havde foreslået en ny høringsmodel, der direkte lagde op til at inddrage borgere, handicaporganisationer, naturfrednings- eller miljøorganisationer, erhvervsliv og fagforeninger langt mere åbent og anerkendende i både skabelsen og udmøntningen af samfundsreformer.  

Magtens værktøjer savner reformationens tænkning

På trods af at den nuværende Finansminister - flot understøttet af Bo Smith Udvalgets rapport - ikke mener, at der er gennemgående træk ved de senere års sager og skandaler, går en ting igen i dem alle.

Dårligt lederskab, eller som professor i statskundskab på Københavns Universitet Lars Bo Kaspersen og organisationsstrateg Jan Nørgaard beskriver det i forbindelse med en ny bog:

- Den offentlige sektor og Danmark står i den største ledelseskrise siden 1864.

Årsagen til det hedder manglende ledelse, dårlig ledelse, teknokratisk styring frem for ledelse eller misforståede hensyn til ministre eller Folketing. Den slags handler om alt andet end metoder. Det handler om mennesker, der skal udføre deres arbejde bedre.

Magtapparatet er overhalet af udviklingen

Samfundet er på få årtier forandret fra industrisamfund til informationssamfund til videnssamfund og aktuelt nu netværkssamfund. Teknologisk udvikling har i tempo overhalet lovmaskinen. Erhvervslivet har i sin evne til omstilling overhalet den politiske debat. Menneskers reaktioner sker i stigende grad på tværs af grænser, mens systemet forsøger at beskytte grænser lige fra nationernes til fagprofessionernes. Globalisering ensretter verden på markeder, mens det enkelte menneske konstant søger originalitet.

Traditionelle magtstrukturer er med andre ord under et historisk stort pres, og derfor er det tankevækkende, at Bo Smith Udvalget stort set undlader at forholde sig til embedsmandens omgivende samfund på andre forhold end relationen til - og med - medierne og politikerne. Christian Nissen er tidligere mangeårig topleder i det offentlige, og har de senere år engageret sig i debatten om det offentlige lederskab. Han mener, at folkestyret er i store problemer.

"De mange møgsager er måske i virkeligheden symptomer på, at folkestyret, som det blev etableret ved Systemskiftet i 1901, er kommet ud af trit med nutidens virkelighed. De senere års omstridte symbiose mellem minister- og departementschefrollerne har været nødvendig for, at regeringssystemet kan klare styringsopgaverne i en offentlig sektor, der har udviklet sig fra 1800 tallets ”natvægterstat” til konkurrencesamfundets helt dominerende regulator og service-producent. Og i det store og hele fungere det jo rimeligt godt," siger Christian Nissen.

Den udvikling har rokket ved et fundamentalt princip for folkestyret, siger han.

"Men sammensmeltningen af den politiske regering og det administrative system og den koncentration af magt i regeringssystemets top, det har ført til med sig, indebærer et brud med det godt hundrede år gamle princip om, at ”ingen står over eller ved siden af Folketinget”. Det gør regeringsmagten nemlig i dag, ganske som det var tilfældet under forfatningskampen i årene op til Systemskiftet," forklarer Nissen, der har uddybet sin analyse men en længere artikel i sommernummeret af Ræson under overskriften “Det næste systemskifte” (gemt bag en betalingsmur).

Det vi opfatter som småskavanker og møgsager, som vi kan prøve at lappe på, er således måske snarere tegn på, at vi står foran endnu et systemskifte af mere fundamental karakter.I det lys kommer traditionel magttænkning til at forstærke omgivelsernes stigende mistillid til statsmagten snarere end at skabe grundlag for at styrke tilliden. Dermed er der ikke langt til at se magtens aktører som dukker i et systemskifte snarere end de dirigenter, de forsøger at fremstå som.

Nu er der gået 30 år

Siden start 1980’erne har Finansministeriet stået i spidsen for moderniseringen af den offentlige sektor. Meningerne om successen med det arbejde er mange og analyseret nærmere her. 

Med lanceringen af de syv pligter har ministeriet reelt sat sig i spidsen for et forsøg på at begynde helt forfra. De første signaler tyder på, at ledelse og minister slet ikke selv er klar over hvor fundamentalt et ledelsesbudskab de her har sendt afsted. Lederne ser kort sagt ud til helt at overse deres egen rolle og ansvar, og derfor er der grund til at være kritisk.

Det ser umiddelbart ud som om ministeriet i ramme alvor vil fortælle medarbejderne i centraladministrationen af de skal huske at trække vejret.

Indledningen til det over 60 sider lange dokument, der udfolder de syv pligter - det er iøvrigt suppleret af en casesamling på næsten lige så mange sider, hvor ansatte på meget pædagogisk vis får ja-nej spørgsmål til korte casesituationer - slutter eksempelvis således:

“Alle medarbejdere og chefer skal kende deres pligter og leve op til dem. Det er afgørende for kvaliteten af arbejdet, og det er også afgørende for, at andre kan have tillid til embedsmændenes arbejde.”

Er der nogen inden for Slotsholmens mure, der vil give landets mest indflydelsesrige og magtfulde ledere et wakeup call, inden en lille dreng vælter læsset med ordene “Jamen de har jo ingen tøj på”?

FAKTA

Kodex VII er udgivet af Finansministeriet og består af en bog, der beskriver de syv centrale pligter, samt af en mappe med en række fiktive cases, som kan anvendes til at arbejde med Kodex VII. Svar på cases vil blive tilsendt de statslige institutioner, men vil ikke blive offentliggjort.

Download Kodex VII - Syv centrale pligter (pdf). http://www.modst.dk/~/media/kodex/KODEX%20VII

Download Cases til Syv centrale pligter (pdf).  http://www.modst.dk/~/media/kodex/102388_Kodeks_Cases_med%20omslag_Visual