Det er ikke hver dag, vi skal til stemmeboksene for at vælge en ny regering.
Men i Israel må befolkningen efterhånden have ret godt styr på processen. De har nemlig været til valg fire gange i løbet af de sidste fire år - og nu skal de til stemmeurnerne igen.
Det israelske parlament stemte nemlig torsdag for at opløse sig selv, efter premierminister Naftalis Bennett's regeringskoalition kollapsede, og derfor skal der nu afholdes parlamentsvalg d. 1. november.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Forventer en bitter valgkamp
Bennett vil træde tilbage som premierminister ved midnat og blive erstattet af sin koalitionspartner, udenrigsminister Yair Lapid.
Sidstnævnte får til opgave at styre regeringen under, hvad der forventes at blive, en særdeles bitter valgkamp mod oppositionsleder og tidligere premierminister, Benjamin Netanyahu.
Naftalis Bennet er tidligere kommandosoldat og tech-millionær, og i en pressemeddelelse onsdag aften bekendtgjorde han, at han ikke har tænkt sig at stille op til valget.
Han valgte dog at tage de positive briller på, når han skulle beskrive sin tid som premierminister, og roste regeringen for at efterlade landet "voksende, stærkt og sikkert", ligesom de har bevist, at det er muligt for partier på tværs af politiske skel at arbejde sammen.
Meningsmåler tyder på gyser
Netanyahu blev afsat som premierminister for lidt over et år siden, da Bennet indgik et uventet samarbejde med partier fra både højre og venstre del af det israelske parlament. Siden da har Netanyahu svoret, at han vil vinde magten tilbage som leder af sit højreorienterede Likud-parti.
"De lovede ændringer, de talte om heling, de udførte et eksperiment - og eksperimentet fejlede. Det er, hvad der sker, når man samler falske højreorienterede med radikale venstreorienterede og tilføjer Det Muslimske Broderskab og Samlingslisten" sagde Netanyahu til parlamentet inden afstemningen om at opløse regeringen.
Det Muslimske Broderskab og Samlingslisten er begge muslimske partier, og det var dybt kontroversielt, da begge partierne fik indflydelse på den israelske lovgivning i den nu opløste koalition.
Meningsmålingerne viser, at Likud står til at blive det største parti i Israel, men der ser ikke ud til at være nogen klar vinder af det kommende valg. Det kan igen sende isralitterne ud i måneder med politisk usikkerheds og økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer.