Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Danske forskere med opsigtsvækkende resultat: Model kan forudsige litterær succes

Forskning og videnskab

06/09/2024 12:47

J. Bøgen

Efter tre års forskning og gennemtrawling af over 9.000 værker står forskerne bag projektet Fabula-NET fra Aarhus Universitet med en teknologi, som kan forudsige succesen for litterære værker ud fra tre parametre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sammen med fem forskerkolleger har professor i litteraturhistorie Mads Rosendahl Thomsen siden september 2021 arbejdet på projektet, kaldet Fabula-NET, som er et interdisciplinært samarbejde mellem litteraturforskning, lingvistik og informatik.

Efter tre års arbejde har teamet skabt en teknologi, som kan vurdere, om et ukendt værk besidder en særlig litterær kvalitet. 

”Det havde været håbløst for os som mennesker at læse og vurdere de 9.000 værker, som vi har haft med i projektet. Vi har benyttet maskinlæring – eller kunstig intelligens – til at øge vores forståelse af forskellige former for litterær kvalitet. De mange typer af data og muligheden for at træne et system til at forudsige, hvad der vil være succesfuldt, gør, at vi nu kan se det litterære landskab mere klart”, siger Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie ved Institut for Kommunikation og Kultur og leder af Center for Language Generation and AI (CLAI) på Aarhus Universitet.

Projektet er støttet med 5,3 millioner kroner fra VELUX FONDENs kernegruppeprogram.

”Fabula-NET-projektet er nysgerrighedsdrevet, original grundforskning. Vi støtter grundforskning inden for de human- og samfundsvidenskabelige discipliner, fordi det udvider horisonter og skaber nye perspektiver på mennesker, kultur, sprog, historie og samfund, som er nødvendige for at fremme en demokratisk og bæredygtig udvikling”, siger Henrik Tronier, der er uddelingschef for Human- og samfundsvidenskabelig forskning og kultur og er ansvarlig for forskningspolitik i VELUX FONDEN.

Projektets formål er at give en bedre forståelse af litterær kvalitet og at kunne skabe et mere kvalificeret system til at vurdere litterære værker til gavn for forlæggere, forfattere, bibliotekarer og forskere.

”Vi kan se sammenhæng mellem folks præferencer for litteratur og de indre egenskaber, som litteraturen har. Vi betragter det som humanistisk grundforskning. Vi kan kigge bagud og bedre forstå, hvordan litteraturhistorien hænger sammen, og vi kan se, om et værk er blevet uretfærdigt overset. Vi kan også kigge fremad og blive klogere på, hvorfor et værk besidder en særlig litterær kvalitet. Det er vigtigt at have et begreb om”, siger Mads Rosendahl Thomsen.

Dashboard skal gøre teknologi tilgængelig for alle

Forskerne ønsker at gøre teknologien bredt tilgængelig og vil udvikle et såkaldt dashboard, hvor brugerne kan uploade deres tekster.

Redaktører kan dermed spotte manuskripter med potentiale, og forfattere kan evaluere og optimere tekster, mens forskere får mulighed for at sammenligne store samlinger af tekster fra verdenslitteraturen på et højere niveau.

Fodrer teknologien med succesparametre

Forskerne har blandt andet benyttet det såkaldte Chicago-korpus, som består af over 9.000 værker udgivet i USA mellem 1880 og 2000.

De har dermed fodret teknologien med højkvalitetsfiktion af prisvindende forfattere, heriblandt vinder af Nobelprisen i litteratur Toni Morrison og vinder af den amerikanske National Book Awards Don DeLillo, men også med mainstreamlitteratur af Agatha Christie og betydningsfulde værker inden for såkaldt genrelitteratur af bl.a. J.R.R. Tolkien.

Forskerne har dernæst arbejdet med tre succesparametre for et værk.

  • Den intrinsiske succesparameter kigger på et værks indre struktur såsom læsbarhed eller stilistiske kendetegn. Det kan afsløre, hvordan et værk, som enten er tilfældigt eller forudsigeligt opbygget, påvirker læseren.

  • Det ekstrinsiske succesparameter evaluerer, hvor ofte biblioteker låner et værk ud, hvor mange eksemplarer butikker sælger, eller hvor positive anmeldere ser på et værk.

  • Det præferentielle succesparameter undersøger, om et værk appellerer bedre til for eksempel mænd eller kvinder eller unge eller ældre, og om et værk vinder større indpas hos målgrupperne, alt efter om de kommer fra land eller by.

”Vi har fundet ud af, at læsere reagerer negativt, hvis et værk er for tilfældigt eller for forudsigeligt opbygget. Ved at fokusere på de emotionelle perspektiver i de enkelte ord, en såkaldt sentimentsanalyse, kan vi gå videre og beregne, hvor forudsigeligt et narrativ er. Det stiller spørgsmålet: Hvad er den gyldne mellemvej, hvor et værk hverken er forudsigeligt eller kaotisk?”, spørger Mads Rosendahl Thomsen.

Forskergruppen forventer at afslutte Fabula-NET-projektet i juni 2025.

Kort om Fabula-NET

Forskere fra Aarhus Universitet har gennem et samarbejde mellem litteraturforskning, lingvistik og informatik skabt en teknologi, som kan vurdere, om et ukendt værk besidder en særlig litterær kvalitet med potentiale til at blive en succes, og om eksempelvis kønsfordelingen i litteraturkritikken er skæv.

Forskningsprojektet kaldes Fabula-NET og skal være med til at kunne forudsige succesen bag litterære værker.

Bag projektet står en kernegruppe af seks forskere - heriblandt Mads Rosendahl Thomsen, som er professor i litteraturhistorie ved Institut for Kommunikation og Kultur og leder af Center for Language Generation and AI (CLAI) på Aarhus Universitet.

Projektet løber fra september 2021 til juni 2025 og er støttet af VELUX FONDEN, som har bevilliget 5,3 millioner kroner, som del af fondens kernegruppeprogram.

Skæv kønsfordeling i litteraturkritikken

Fabula-NET har bl.a. bidraget til Aarhus Universitets omfattende analyse af dansk litteraturkritik, som vakte opsigt.

De kom med et opråb i Politiken i 2022 om, at dansk litteraturkritik er gennemsyret af sexisme, fordi Aarhus Universitets kvantitative analyse af 24.000 anmeldelser af skønlitteratur fra 2010 til 2021 viste, at to ud af tre litteraturanmeldelser handler om bøger skrevet af mandlige forfattere, og at to ud af tre anmeldelser er skrevet af mandlige anmeldere.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.