I Europabevægelsen mener vi, det er afgørende, at Danmark deltager helhjertet i det europæiske samarbejde, for i fællesskab står vi stærkest. Danmark skal være med til at finde de fælles løsninger på de store udfordringer som klima, flygtningestrømme og sikkerhedspolitik. Ingen nation kan løse dette alene – og det gælder særligt et lille land som Danmark.
Europabevægelsen er en pro-europæisk og tværpolitisk organisation, der har eksisteret i mere end 65 år med regionale afdelinger og aktiviteter over hele landet. Vi insisterer på at italesætte nuancerne i EU-samarbejdet i stedet for at gøre EU til en ja/nej-diskussion. Og så sætter vi EU på dagsordenen på skolerne, i avisspalterne, på arbejdspladserne og over køkkenbordet - fra Frederikshavn, til Faaborg og Frederiksberg.